Fortsæt til indhold

Krise kan gøre Australien til "det nye Grækenland"

Australien har i mange år nydt godt af høje råvarepriser og har været kendt som "det heldige land" på grund af dets råvarerigdom.

Prisen på råvarer er faldet samtidig med, at Australiens gæld er vokset.
Økonomi
Ritzau Finans

Men de seneste par år er prisen på jernmalm, kul og olie faldet drastisk samtidig med, at landet har optaget mere gæld og oplevet en afmattet efterspørgsel fra det kinesiske marked.

Således har Australien kurs mod at blive "det nye Grækenland", advarer anerkendt australsk økonom.

Det skriver den britiske avis The Telegraph.

Jernmalm og kul er to af landets vigtigste råvarer, og enorme prisfald kan få store konsekvenser "Down Under". Jernmalm handles for omkring 50 dollar per ton mod 180 dollar per ton i 2011. I samme periode er prisen på termisk kul faldet fra 150 dollar per ton til 60 dollar per ton.

Den australske økonom Stephen Koukoulas mener, at prisudviklingen er økonomisk ubæredygtig og påpeger, at den australske udenlandsgæld er steget til 955 mia. dollar, svarende til 60 pct. af BNP. Selvom det fortsat er langt fra Grækenlands svimlende gældsniveau på 175 pct. af BNP, er det uholdbart over tid.

- Internationale investorer løber væk, før du kan nå at sige "økonomistyring", skrev Koukoulas på Twitter torsdag.

Gina Rinehart, der er landets rigeste kvinde og matriark for minedynastiet Hancock Prospecting, har set sin estimerede formue skrumpe fra 30 mia. dollar til 11 mia. dollar over de seneste tre år. Derfor har hun set sig nødsaget til at sænke lønnen for alle mine-ansatte i delstaten Western Australia med 10 pct.