Fortsæt til indhold

International aftale sænker afgifter på elektronikvarer

Forbrugerne kan se frem til lavere priser, efter at WTO har indgået stor aftale om it-varer.

Økonomi

Over de næste tre år skal toldafgifter på over 200 elektronikvarer sænkes og til sidst helt fjernes, hvilket kan betyde lavere priser på eksempelvis fladskærme, GPS'er og tablets.

Aftalen er indgået mellem 54 medlemsstater i verdenshandelsorganisationen WTO. Den årlige handel med de 201 elektronikvarer anslås at have en værdi af 1300 milliarder dollar.

- Dagens aftale er skelsættende, siger WTO's generaldirektør, Roberto Azevedo, i en pressemeddelelse.

Ifølge WTO står it-varerne for syv procent af nutidens globale handel.

- Når man fjerner afgifterne i det her omfang, vil det få en enorm indflydelse. Det vil understøtte lavere priser. Det vil skabe job, og det vil hjælpe med at skabe vækst rundt omkring i verden, siger Azevedo.

Han tilføjer, at alle 161 medlemsstater i WTO vil få gavn af aftalen.

Forhandlingerne har stået på siden 2012. Afgifterne vil blive sænket gradvist og vil efter planen være helt fjernet i løbet af tre år.

Artiklens emner
WTO