Nu vil grækerne have plastikkort
Grækerne har under den økonomiske krise i landet fået smag for betalingskort.
Den græske bankkrise har mindst et positivt resultat, og det er lavet af plast. I et land, hvor kontanter foretrækkes og udeklarerede transaktioner fortsat udgør en fjerdedel af økonomien, så har bankerne siden deres tvangspålagte lukkedage i slutningen af juni udstedt i omegnen af 1 mio. betalingskort.
Alpha Bank har i juli udstedt i omtrent 220.000 nye kort, hvilket ifølge Bloomberg News var mere end i hele sidste år. Det skyldes blandt andet, at pensionister har indset, at de er nødt til at få adgang til deres penge gennem pengeautomater, siger bestyrer fra den græske bank Leonidas Kasoumis.
- Kapitalkontrol var en stor udløser. Det er godt for de handlende, fordi kontanterne er begrænset, det er også godt for bankerne, fordi det reducerer deres driftsomkostninger. Men den bedste nyhed er for økonomien, pointerer Leonidas Kasoumis ifølge Bloomberg News.
Kontantkulturen har bidraget til landets dårlige resultater med at bremse op for den sorte økonomi og indsamlede skatter, hvilket er en af grundene til, at Grækenland blev nødt til at søge den første hjælpepakke fra eurozone-partnerne og IMF i 2010. Indtil sidste måned havde de fleste græske pensionister ikke et hævekort.
Ifølge vicekoncernchef for privatbankaktiviteter hos Eurobank Theodore Kalantonis, så er efterspørgslen efter kortbetalingssystemer også steget fra ikke-traditionelle kunder såsom tandlæger og læger. Antallet af aktive Visa-betalingskort blev mere end fordoblet i juli i forhold til de foregående måneder, og antallet af korttransaktioner steg 135 pct. i de to første uger efter kapitalkontrollen blev indført.

