Danske Bank: Blød landing for Kina er hård landing for os andre
Kina er "skurken" bag Danske Banks nedjustering af vækstforventningerne til dansk, nordisk og europæisk økonomi.
Det sagde analytikere fra banken under en præsentation torsdag.
- Det er vigtigt at notere sig, at væksten i Kina fortsat ser ud til at være omkring 7 pct., hvilket er godt nok for Kina, men sammensætningen af væksten er anderledes, end den har været tidligere. Det er det, der rammer vækstforventningerne hårdt på Nye Markeds-lande (EM Markets) og råvareeksportører, som Australien, og maskineksportører som Tyskland, forklarede chefanalytiker Allan van Mehren, der karakteriserede nedbremsningen af økonomien, som en blød landing, som dog får en hårdere effekt i andre lande.
Den kinesiske servicesektor står nu for mere og mere af væksten i BNP, og da Vesten og EM-landene med flere er mere afhængig af væksten i industrien, der bliver mindre og mindre, så rammes væksten i de lande. Hårdest ramt bliver råvareproducerende lande - typisk EM-lande, men også et land som Australien.
Fra tilbage i 2006 at udgøre omkring 41 pct. af den kinesiske økonomi (BNP) udgør servicesektoren nu omkring 49 pct. Industriproduktionen er i samme periode reduceret til at udgøre lige under 42 pct. af BNP mod 46 pct. tilbage i 2006, og størstedelen af faldet er sket fra 2012.
- For kineserne er det det samme, hvor væksten kommer fra, men for andre (råvareleverandører og producenter af maskiner og lignende, red.) rammer det, når væksten ikke kommer fra vækst i industriproduktionen, understregede han.
Allan van Mehren oplyste, at væksten i industriproduktionen faktisk er på et så lavt niveau, som vi så under finanskrisen. Industriproduktionen har fra 2000-2012 leveret en gennemsnitlig årlig vækst på 13,5 pct., mens den for øjeblikket er omkring 6 pct. Eksporten af råvarer fra EM-lande, som Brasilien, er faldende primært på den baggrund. Den kinesiske import er faktisk negativ for øjeblikket.

