Service og industri i åben krig om dygtige folk
I takt med at industrien herhjemme har brug for flere dygtige folk, så leder den i stadig større omfang efter dem i f.eks. servicesektoren.
Der er en krig om talenter under opsejling mellem industrien og servicebranchen.
Da industrien efter finanskrisen skar til benet flød mange medarbejdere over i servicebranchen. Nu har industrien brug for dem igen, og det er på tide, at de vender tilbage, mener bl.a. Dansk Metal.
Sidste år var f.eks. 13.658 med en metaluddannelse og som tidligere arbejdede i industrien, beskæftiget i andre brancher, viser en analyse som AE-Rådet har udarbejdet for Dansk Metal. Heraf var omtrent 9.000 ansat inden for handel og transport og erhvervsservice.
Men de skal nu tilbage til industrien, hvor de gør mere gavn, mener Allan Lyngsø Madsen, cheføkonom i Dansk Metal.
»Der er mere brug for smede i industrien end i handelsvirksomhederne,« siger Allan Lyngsø Madsen, cheføkonom i Dansk Metal.
»Handelsvirksomhederne har nydt godt af at hente arbejdskraft fra en anden branche i lang tid. Nu må de selv uddanne de kompetencer de har brug for,« fortsætter han.
I alt er knap 100.000 personer, som arbejdede i industrien mellem 2009 og 2013, i dag beskæftiget i en anden branche. Af dem er næsten to tredjedele ansat inden for handel og transport og erhvervsservice.
Retorikken er skærpet, fordi mange service- og industrivirksomheder i dag mangler dygtige folk. Ifølge LO er ledigheden for metalarbejdere nede på 3,5 pct. mens el-faget har en ledighed på kun 2,3 pct.
Samtidig ser det småt ud med at skaffe nye hænder på arbejdsmarkedet de kommende år.
Men de tidligere industrifolk har det godt i handelsvirksomhederne, hvor de gør stor nytte med f.eks. teknisk salg, mener Peter Halkjær, arbejdsmarkedspolitisk chefkonsulent i Dansk Erhverv.
»Jeg ser udviklingen som noget positivt. Man bliver nødt til at acceptere at markedsvilkårene er sådan, at lønmodtagerne søger derhen, hvor de kan få det største afkast af deres kompetencer,« siger Peter Halkjær.
»Hvis det her ender med en form for et begyndende lønkapløb sektorerne imellem for at rekruttere, så er det noget man skal prøve at undgå,« fortsætter han.



