Fortsæt til indhold

Mangel på arbejdskraft i byggeriet bremser hver 6. virksomhed

Manglen på arbejdskraft indenfor byggebranchen er nu på det højeste niveau siden 2008.

Økonomi

Byggebranchen mangler hænder, viser nye tal fra Danmarks Statistik for september måned.

Manglen på arbejdskraft er på sit højeste niveau siden 2008 indenfor byggeri og anlæg. Hele 16 pct. af de danske virksomheder oplevede i september, at produktionen blev begrænset, fordi at de ikke kunne finde relevante medarbejdere fra byggebrancen. Det er en stigning på 3 procentpoint siden august.

»Selvom der ikke er generelle flaskehalse for de timelønnede i byggeriet, er manglen på arbejdskraft gradvist begyndt at krybe frem af sprækkerne,« siger cheføkonom Bo Sandberg fra Dansk Byggeri.

Dansk Byggeri mener, at udfordringen indtil videre er overskuelig, men manglen på arbejdskraft er noget, som erhvervslivet er begyndt at kunne mærke.

»Vi begynder at få flere meldinger fra baglandet om kapacitetsudfordringer, særligt indenfor specialiserede funktioner som ingeniører, projektledere og efterhånden også hele installations-området,« siger Bo Sandberg fra Dansk Industri.

Det er særligt anlægsentreprenører, som virksomhederne mangler, viser tallene fra Danmarks Statistik. Her mangler 46 pct. af erhvervslivet medarbejdere.

Antallet af ordre, som byggebranchen får, stiger samtidig fra august til september, og det er tredje måned i træk med fremgang. Det er en ny situation for byggebranchen, der har været hårdt ramt af finanskrisen.

»Alt andet lige er det bedre at have udfordringer med at finde den rette arbejdskraft, end hvis der overhovedet ikke var opgaver at tage fat på,« siger Bo Sandberg fra Dansk Industri.

Dansk Byggeri ser dog gerne, at der bliver taget hånd om problemet med mangel på arbejdskraft fra politisk side.

»Det er nu, de faglærte erhvervsuddannelser skal opprioriteres, og der skal fortsat være adgang til udenlandsk arbejdskraft i EU´s indre marked. Endelig må arbejdsudbud og rådighed ikke svækkes i forbindelse med den kommende dagpengereform,« siger cheføkonom Bo Sandberg.

Organisationen mener dog også, at branchen har vænnet til sig til at kunne vælge og vrage mellem de mange medarbejdere.

»Byggeriet har gennem alle kriseårene haft en situation, hvor virksomhederne har kunnet tillade sig at være kræsne og hvor der i udpræget grad har været tale om købers marked. Nu er billedet mere blandet og mange byggevirksomheder skal i stigende grad vænne sig til sælgers marked,« siger Bo Sandberg.