Fortsæt til indhold

Kina er den store joker for Danmarks industri

Væksten i Kina og andre emerging markets bliver afgørende for, hvor meget den danske industriproduktion vil gå frem, mener økonomer fra Danske Bank og Sydbank.

Økonomi

Industrien i Danmark har været ude på en gevaldig rutsjebanetur i løbet af året.

Produktionen i industrien er gået frem med 2,7 pct. fra juli til august, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Til gengæld faldt den i juli med 2,9 pct., og store svingninger omkring et konstant niveau har generelt været kendetegnende for hele året.

Produktionen i industrien er til gengæld vokset i august i forhold til samme måned sidste år, og den er også højere end den samlede produktion i Danmark for august.

Økonomer fra Danske Bank og Sydbank mener, at blandt andet opsvinget i Europa og USA vil kunne sparke fut i industrien.

Men da danske industrivirksomheder eksporterer meget, er udviklingen på eksportmarkedet også afgørende for, hvordan det går væksten, påpeger makroøkonom ved Sydbank, Peter Bojsen Jakobsen.

Og her er den store joker, hvordan vækstraten er i Kina og andre emerging markets vil falde ud.

»Bremser væksten markant op her, vil det også ramme de danske industrivirksomheder,« siger Peter Bojsen Jakobsen, makroøkonom ved Sydbank.

Makroøkonomen påpeger, at der over den seneste tid har været signaler om svaghed hos udviklingsøkonomierne.

Det understreges af, at den Internationale Valutafond tirsdag nedjusterede sine skøn for økonomisk vækst i verden med Kinas økonomi som den primære årsag.

Danske Bank betegner derfor sig selv som forsigtige optimister på industriens vegne.

»Væksten i emerging markets er under pres, der er derfor ikke tale om stærke men fornuftige vækstudsigter for dansk industri,« siger Steen Tambour Bocian, cheføkonom ved Danske Bank.

Artiklens emner
Danske Bank
Sydbank