Fortsæt til indhold

Roskilde Bank spøger fortsat

Efterveerne efter krakket i Roskilde bank er langt fra overstået.

Økonomi

Det er syv år siden, Roskilde Bank gik konkurs. Men eftervirkningerne spøger fortsat både for tidligere kunder og ansatte i banken.

Det viser de mange afgørelser, der træffes om køb af Roskilde Bank-aktier før konkursen. For selv om der i december 2013 blev indgået et forlig mellem bankens skraldespandsselskab, Finansiel Stabilitet og Forbrugerombudsmanden om en erstatning på 60 pct. af tabet, er der stadig mange, der har tabt alt i forbindelse med konkursen.

Hver måned er der nye afgørelser i Pengeinstitutankenævnet, der ifølge sit årsskrift har måttet videreføre 143 sager fra tidligere år ind i 2015. Til sammenligning blev der truffet 47 afgørelser om Danmarks største bank, Danske Bank, i 2014.

Sagerne understreger endnu engang, at der var tale om en speciel rådgivningskultur i Roskilde Bank. Det understreges ikke mindst af, at også ansatte i Roskilde Bank er gået til ankenævnet, fordi de føler sig forkert rådgivet af deres egne kollegaer.

Hvis en bankansat skal have erstatning for dårlig rådgivning og dermed følgende tab skal vedkommende faktisk bevise at vide lige så lidt om aktier som almindelige kunder. Og netop den bevisbyrde er svær at løfte, viser flere sager. Den seneste drejer sig om en bankrådgiver med jobtitlen "sagsbehandler", der havde fået tegningsretter og købt aktier i Roskilde Bank.

Den pågældende medarbejder ville være en del af forliget og dermed få en erstatning på 60 pct. af tabet.

Sagsbehandleren er uddannet sparekasseassistent, men i perioden mellem 2003 og 2008 var hun ansat i bankens svarcenter, hvis hovedopgave var at betjene kunder over telefonen. Et særligt løntillæg på 1.000 kr. fik hun udelukkende, fordi hun havde ret til at bevilge et overtræk.

Hun købte aktierne under pres, lød påstanden.

Heller ikke hun fik medhold af Pengeinsitutankenævnet.

Karakteristisk for flere af de øvrige sager, der er i ankenævnet er, at bankkunderne har overskredet diverse tidsfrister. På et tidspunkt blev forældelsesfristerne suspenderet i en 24 uger lang periode. Men de kunder, der ikke nåede med i den periode, har heller ikke udsigt til erstatning.

Artiklens emner
Lokale Pengeinstitutter
Pengeinstitutankenævnet