Bagmandspolitiet har beslaglagt 1,7 mia. kroner i udlandet i skattesagen
Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) – også kaldet Bagmandspolitiet – har beslaglagt 1,7 mia. kroner på udenlandske bankkonti.
Bagmandspolitiet har via en »meget kompliceret manøvre« opsnust og beslaglagt 1,7 mia. kroner på udenlandske bankkonti i sagen om svindel med udbytteskat. I samarbejde med engelsk politi ransagede efterforskerne tirsdag en række adresser i England.
Efterforskerne formoder, at de har fået fingre i nogle af de mindst 6,2 mia. kr., som svindlere franarrede Skat.
Det oplyser Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) – også kaldet Bagmandspolitiet.
»Vi har fået danske retskendelser på, at pengene skal beslaglægges, og vi samarbejder nu med udenlandske myndigheder om at få pengene tilbage i den danske statskasse igen,« siger statsadvokat Morten Niels Jakobsen i en meddelelse.
»Det kan sagtens blive op ad bakke, men vi har nu sikret at disse midler ikke bare kan forsvinde, hvis de viser sig at stamme fra kriminalitet.«
Efterforskerne fandt under ransagningerne tirsdag muligt bevismateriale med forbindelse til i alt 12 selskaber.
Statsadvokaten afviser under hensyn til den videre efterforskning at oplyse, hvilke andre lande bagmandspolitiet konkret samarbejder med. Men de bekræfter at pengesporet er gået i gennem flere europæiske lande.
Bagmandspolitiet har også andre konti i søgelyset, og antyder, at der foretages flere beslaglæggelser i den kommende tid.
Statsadvokat Morten Niels Jakobsen ønsker af hensyn til muligheden for at sikre pengene - og for at fange svindlerne - ikke at fortælle nærmere om, hvilke lande, personkreds, banker eller selskaber, der er en del af det samlede sagskompleks.
»Vi er endnu langt fra mål i denne sag, som vi endnu ikke kender det fulde omfang af. Men vi har nu et lille håb om, at ikke alle pengene er tabt for altid,« siger statsadvokat Morten Niels Jakobsen.
Ifølge Lars Bo Langsted, ekspert i økonomisk kriminalitet og professor ved på Aalborg Universitet, viser den store fangst, at Bagmandspolitiets såkaldte sporingsgruppe, der opsnuser penge i udlandet, er »blevet professionelle og dygtige.«
»Det er egentlig over alt forventning, fordi alle havde frygtet, at når pengene først var kommet ud, så var de blevet spredt og svære at opspore,« siger han.
DF's skatteordfører, Dennis Flydtkjær, er også positivt overrasket over milliard-fangsten.
»Jeg havde egentlig regnet med, at de kriminelle ville være så kloge, at de kanaliserede pengene over i et eller andet skattelyland, hvor det ville være svært at finde dem. Men heldigvis er de kriminelle ikke altid så kloge, som man frygter.«

