Fortsæt til indhold

OECD ser mørkt på fremtiden: »Dybt bekymrende«

Også den sidste af efterårets store økonomiske prognoser forventer en svag verdensøkonomisk udvikling i 2016. Især verdenshandelen giver grund til bekymring.

Økonomi

»Verdenshandelen er ikke blot stagneret, men har været direkte faldende siden slutningen af 2014. Dette er dybt bekymrende.«

Med disse ord indleder OECDs generalsekretær Angel Gurría den netop offentliggjorte økonomiske prognose.

Økonomisk vækst og handel går hånd-i-hånd, lige som handel på tværs af grænserne styrker konkurrencen.

Derfor findes der ikke et mere negativt tegn på den globale økonomiske udvikling, end vigende verdenshandel.

»De data, som vi har for udviklingen i verdenshandelen i 2015, er af en karakter, som vi tidligere har forbundet med en verdensøkonomisk recession. Det er derfor, at de er så bekymrende,« understreger Angel Gurria.

OECD venter kun at se en verdensøkonomisk vækst på 2,9 pct. i år, hvilket blot er det halve af de vækstrater, der blev set før Finanskrisen. I

2016 tegner det en kende bedre med en forventet vækst på 3,3 pct. og i 2017 3,6 pct., men store risici præger den verdensøkonomiske udvikling, og derfor kan både 2016 og 2017 blive et nyt skuffende år, som samme måde som alle årene siden 2010.

Efterårsprognoserne fra Den Internationale Valutafond (IMF) og EU-Kommissionen er i det store hele enige om perspektiverne for 2016, om end EU-Kommissionens prognose, der blev offentliggjort i torsdags, er en kende mere optimistisk end IMF, når det gælder europæisk økonomi.

Med prognoserne fra ”de tre store” i hus, kan det konstateres, at 2016 tegner til at blive endnu et år med en global økonomisk vækst under omstilling.

De verdensøkonomiske vækstrater på 5 pct., der blev set i årene op til Finanskrisen, har lange udsigter, og de tre institutioner tager ganske store forbehold for deres forventninger; især på grund af de betydelige geopolitiske risici.

Et gennemgående træk i de tre efterårsprognoser er, at stort set alle risici, der vil kunne påvirke forventningerne, peger i negativ retning. Der er med andre ord stort set ingen forudsigelige risikofaktorer, der vil kunne føre til en højere økonomisk vækst, end økonomerne i de tre institutioner kalkulerer med.

Olieprisfaldet har ikke tilnærmelsesvist den effekt på den verdensøkonomiske udvikling, som tilfældet ellers har været ved tidligere perioder med lavere oliepriser, og selv hvis priserne på olie og andre råvarer skulle falde yderligere i løbet af 2016, vil der globalt være lige så mange negative konsekvenser som positive.

Verdensøkonomiske prognoser, efterår 2015:

IMFIMFEUEUOECDOECD
201520162015201620152016
Global3,13,63,13,52,93,3
USA2,62,82,62,82,42,5
Euroland1,51,61,61,81,51,8
Brasilien÷3,0÷1,0÷2,6÷0,5÷3,1÷1,2
Rusland÷3,8÷0,6÷3,7÷0,5÷4,0÷0,4
Indien7,37,57,27,47,27,3
Kina6,86,36,86,56,86,5
Danmark1,62,01,62,01,81,8
Artiklens emner
EU-Kommissionen
IMF