Nykredit: Boligejere bør kigge mod fastforrentede lån
Der er godt nyt til de danske boligejere, idet kursen på fastforrentede lån er steget jævnt siden begyndelsen af september.
Det 30-årige 2,5 pct.-lån ligger i øjeblikket pænt over kurs 96, mens 3 pct.-lånet har passeret kurs 99. Det betyder, at et fastforrentet lån er blevet billigere for dem, der ejer en bolig, skriver Nykredit i en pressemeddelelse.
- I øjeblikket får mange fastsat ny rente på deres rentetilpasningslån ved de aktuelle auktioner, men opmærksomheden bør også rettes mod de fastforrentede lån, som har oplevet pæne kursstigninger det sidste stykke tid. Flankeret af kurserne for tre måneder siden, er der lige nu de højeste kurser på 2,5 pct.-lånet i et halvt år, siger seniorøkonom i Nykredit Jeppe Borre.
Siden begyndelsen af september er et fastforrentet lån blevet en hundredekroneseddel billigere i månedlig ydelse.
- Så det er altså blevet lidt billigere at sikre renteudgifterne til realkreditlånet i husholdningen, som kan give ro i maven hos boligejeren, påpeger seniorøkonomen.
Det fastforrentede 3 pct.-lån ligger aktuelt i en kurs omkring 99,50. Det betyder, at kurstabet ved låneoptagelse er meget begrænset.
- Vores primære anbefaling på fastforrentede lån er fortsat 3 pct.-lånet, da kurstabet her minimeres. Men uanset om man tager et 3 pct.-lån i en kurs over 99 eller et 2,5 pct.-lån i det aktuelle kursniveau, får man altså et rigtig godt lån, siger Jeppe Borre.
Foruden rentesikkerhed er en anden fordel ved det fastforrentede lån, at værdien af restgælden falder, hvis renterne begynder at stige.
- Vi ser en amerikansk centralbank, som er på trapperne til at hæve renten. Omvendt bidrager den europæiske centralbank til at holde renterne lave, men også det vil ophøre på et tidspunkt, og så har man med et fastforrentet lån sikret sig, at renten på realkreditlånet ikke stiger. Tilmed er man godt stillet til at kunne skære af restgælden, da værdien af restgælden falder, hvis renterne stiger, siger Jeppe Borre.
- Jeg forstår godt, hvis de nuværende lave renter på kort rentebinding, for eksempel F1-lånet, kan virke tillokkende. Men det store spørgsmål, man som boligejer bør stille sig selv, er, hvordan man ønsker at være stillet, hvis renterne for alvor begynder at kigge opad igen. Der er rigtig gode muligheder for at sikre sig en lav fast rente i fremtiden og dermed slette bekymringen for, hvornår renten begynder at stige, slutter Nykredits seniorøkonom.

