Dankortet slog rekord i 2015
Dankortforbruget steg med 7,4 pct. i 2015, viser nye tal fra Nets.
Dankortomsætningen steg med 7,4 pct. i 2015 og ligger dermed 24 mia. kr. over forbruget fra året før.
Det oplyser Nets.
Der blev foretaget næsten 100 mio. flere betalinger med Dankortet i 2015 i forhold til året før, hvilket er den største vækst fra år til år.
»Det er først og fremmest et symptom på, at Dankortet bliver brugt mere og mere. Der er stadig flere MobilePay-betalinger, som oftest er baseret på Dankortet, og samtidig fortrænger Dankortet stadig kontanter,« siger cheføkonom Las Olsen fra Danske Bank.
Han forventer, at væksten i privatforbruget – renset for inflation – vil lande på omkring 2 pct. for hele 2015.
Den mest travle Dankort-dag i løbet af året var black friday den 27. november, hvor der blev foretaget 64 betalinger med Dankortet i sekundet, oplyser Nets.
Ifølge Nets bliver Dankortet brugt på mange flere måder end tidligere, hvor det hovedsageligt var et betalingsmiddel i butikkerne. Det bliver i dag brugt til at overføre penge med mobilen, betale over nettet og tanke op på f.eks. rejsekort eller taletidskort.
»Betalingsmønstre og betalingsmuligheder ændrer sig meget i disse år. Vi arbejder hele tiden med at udvikle Dankort, så det fortsat kan være danskernes foretrukne betalingsmiddel – også i de mange nye betalingsløsninger, som kommer på markedet,« siger senior vice president Jeppe Juul-Andersen fra Nets.


