Fortsæt til indhold

Draghi åbner for flere indgreb i marts

Den Europæiske Centralbank fastholder renten, men nye indgreb kan være på vej i marts, lyder det fra ECB-chefen Mario Draghi.

ECB-præsident Mario Draghi.
Økonomi

Chefen for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, åbner døren for, at nye tiltag i ECB’s pengepolitik kan være på vej. Ved torsdagens pressemøde i Frankfurt gjorde Draghi det klart, at man vil gennemgå og revurdere pengepolitikken ved ECB’s næste rentemøde i marts.

»Jeg vil gerne understrege vores evne, vilje og beslutsomhed. Der er ingen grænser for, hvor langt vi vil gå for at opnå vores mål om inflation tæt på men under 2 pct. Det burde der ikke være nogen tvivl om, og vi har masser af instrumenter,« siger Mario Draghi.

Helt som ventet valgte ECB tidligere torsdag at fastholde renten i euroområdet på minus 0,05 pct. Udlånsrenten forblev også uændret på minus 0,30 pct., hvilket var ventet blandt økonomerne. På det seneste rentemøde i december sænkede centralbanken renten med 10 basispoint til det nuværende niveau.

Det er en kombination af flere økonomiske faktorer, der nu gør, at ECB overvejer at ty til yderligere finanspolitiske instrumenter. Især de faldende oliepriser, uroen på de asiatiske markeder – herunder det kinesiske – samt de omfattende aktiekursfald, har indvirkning på beslutningen, lyder det fra ECB-chefen.

»Downside risk er blevet øget. Der er større usikkerhed om den globale, økonomier vækst, der er volatilitet på finans- og råvaremarkederne samt geopolitisk uro. I dette miljø har inflation været svagere end ventet,« siger Mario Draghi.

ECB satte i marts 2015 gang i et stort opkøbprogram, hvor centralbanken især køber statsobligationer for 60 mia. euro om måneden. ECB med Mario Draghi i spidsen besluttede ved rentemødet i december sidste år at forlænge dette opkøbsprogram. Slutdatoen var oprindelig september 2016, men den hedder nu marts 2017, og centralbankchefen understregede, at programmet vil blive forlænget, hvis det bliver nødvendigt.

Hos Sydbank lyder vurderingen, at ECB vil foretage en rentesænkning i marts.

»Vi forventer, at ECB i marts vil sænke indlånsrenten med 0,1 procentpoint til minus 0,4 procent – et nyt rekordlavt niveau. Samtidig vil ECB muligvis skrue op for tempoet på seddelpressen, så opkøbet af obligationer bliver øget fra de nuværende 60 mia. euro om måneden,« skriver cheføkonom Jacob Graven i en skriftlig kommentar.

Aktiemarkederne reagerer torsdag eftermiddag foreløbig positivt på Mario Draghis udmelding.

Artiklens emner
ECB-renten