Brasiliansk regering kommer virksomheder til undsætning
Den brasilianske regering har annonceret, at den vil tilføre 83 mia. brasilianske real (139,1 mia. kr.) i ekstra kredit fra landets statsejede banker, der skal hjælpe virksomheder i knibe med at overleve landets nuværende recession, der er den værste i dette århundrede.
Det skriver Financial Times.
- Det er regeringens opgave at udnytte de eksisterende resurser bedre, siger Nelson Barbosa, Brasiliens finansminister, til Financial Times.
Nelson Barbosa fremlagde torsdag en samlet økonomisk hjælpepakke bestående af syv centrale punkter, der blandt andet skal yde førstehjælp til Brasiliens hårdt ramte landbrugssektor.
Finansministerens tiltag er blevet mødt med stor bekymring blandt flere investorer, der frygter, at regeringen vil vende tilbage til en løsere pengepolitik, som karakteriserede præsident Dilma Rousseffs første regeringsperiode.
Dog ser analytikerne den forestående kapitalindsprøjtning, der svarer til 1,4 pct. af Brasiliens samlede BNP, som en gylden mulighed for at afværge et muligt økonomisk kollaps.
Ritzau Finans