Økonomer: Inflationen i USA presser centralbanken
De amerikanske forbrugerpriser lå lidt højere end ventet i februar, og det taler for, at den amerikanske centralbanks beslutningstagere næppe er helt nede på flade fødder, når talen falder på rentepolitik. Heller ikke selv om det store flertal af økonomer, som Bloomberg har talt med, venter, at banken fastholder sin toneangivende rente på 0,25-0,5 pct. senere i aften.
- De amerikanske forbrugerpriser steg igen mere end ventet, og det presser den amerikanske centralbank, der holder møde i øjeblikket, konstaterer seniorøkonom i Jyske Bank Kim Fæster i en kommentar.
Også hos Nordea spås den amerikanske centralbank, Federal Reserve, at være på stikkerne.
- Samlet set vil vi stadig være på udkig efter relativt høgeagtige signaler fra Federal Reserve i aften, og at den åbner døren for næste renteforhøjelse i april eller juni, konstaterer chefanalytiker Johnny Bo Jacobsen i et notat.
Nordeas hovedscenarie er netop en renteforhøjelse til juni, og inflationstallene bakker op om udsigterne, mener Nordea.
Kerneforbrugerpriserne, der fraregner de volatile fødevare- og energipriser, steg med 2,3 pct. i februar i forhold til samme måned året før og lå dermed højere end økonomernes forventninger om en stigning på 2,2 pct.
Og såvel Federal Reserves (Feds) inflationsmål som målsætningen for arbejdsløsheden vil ifølge Nordea blive nået i år.
Det gælder bankens foretrukne inflationsmål, PCE kerne, der offentliggøres som led i statistikken for udviklingen i privatforbruget og den personlige indkomst. Den seneste opgørelse viste en prisstigningstakt på 1,7 pct.
- Kerne PCE-inflationen estimeres at nå målet på 2 pct. i efteråret i år to år tidligere end Fed's prognose drevet af et fortsat strammere arbejdsmarked, et svindende modsatrettet bidrag fra en stærkere dollar og en yderligere normalisering af inflationen fra sundhedsområdet efter år med politisk relateret svaghed, konstaterer Nordea.
Banken venter dertil, at den amerikanske økonomi når fuld beskæftigelse i løbet sensommeren.

