Centralbank: Zombie-banker bør aflives
ECB bør trække stikke på en lang række insolvente banker, lyder det nu fra tysk centralbank.
Den europæiske centralbank bør bruge sine kræfter på at restrukturere »zombie-banker«, der sidder inde med uholdbare mængder dårlige lån men holdes i livet på grund af politiske hensyn.
Sådan lød det mandag fra Andreas Dombret, der er en del af ledelsen i den tyske centralbank Deutsche Bundesbank.
»Der er stadig mange zombie-banker, som holdes i live af politiske årsager,« sagde Andreas Dombret på en bankkonference ifølge Reuters.
Han fortalte, at italienske banker var plaget af et højt niveau af dårlige lån, men at de insolvente banker langt fra er et problem, som er forbeholdt Italien.
Ifølge Dombret bør Den Europæiske Centralbank benytte sig af sin mulighed for at skride hurtigt ind over for banker, som risikerer at gå ned.
»(De, red.) bliver nødt til at bruge deres beføjelser ... med henblik på at restrukturere stressede kreditinstitutioner eller i sidste ende afvikle de banker, som i realiteten er insolvente,« lød det.
Italien har fornyligt oprettet en fond, kaldet Atlas, der kommer beklemte banker til undersætning og opkøber dårlige lån. Atlas er støttet af Italiens største finansielle institutioner.

