Fortsæt til indhold

Rusland og Saudi-Arabien truer nu olieprisen - og aktierne

Magtkamp om olien puster til skrøbelige prisstigninger. Aktiemarkederne er i skudlinjen.

Økonomi

To af verdens største olienationer truer med at oversvømme oliemarkedet.

Både Saudi-Arabien og Rusland har nu slået fast, at de er klar til at øge deres produktion til historiske højder.

Det sker, efter at medlemmerne af OPEC (Organisationen af Olieeksporterende Lande) ikke har kunnet blive enige om en aftale, der fastfryser olieproduktionen.

Hvis de to oliegiganter gør alvor af deres trusler, kan det potentielt føre til kraftige fald i oliepriserne og smæk til aktiemarkederne, siger en seniorstrateg.

»Der er stadig en betydelig sammenhæng mellem olien og aktierne. Hvis vi igen ser nye olieprisfald, vil det også sende aktierne nedad. Det er jeg ikke i tvivl om,« siger Tine Choi Danielsen fra Nordea.

På en energikonference i Moskva onsdag sagde Ruslands energiminister, Alexander Novak, at russerne i teorien kan øge deres produktion af olie helt op til 13 mio. tønder om dagen. Saudi-Arabien truer med at øge deres produktion til 12 mio. tønder dagligt.

Begge lande pumper i forvejen rekordmegen olie op af undergrunden og er således medvirkende til, at udbuddet af olie er langt større end efterspørgslen.

Når Saudi-Arabien spiller med musklerne, er det bl.a. et forsøg på at holde Iran i skak, vurderer Tine Choi Danielsen. I årevis har Iran været underlagt vestlige sanktioner, som betyder, at deres olie har været forment adgang til verdensmarkedet.

Det er i saudiernes interesse, at Iran ikke kommer tilbage på markedet. Derfor kan de forsøge at øge udbuddet, så priserne falder og gør det mindre attraktivt for Iran at komme op i gear.
Tine Choi Danielsen, seniorstrateg i Nordea.

Nu er sanktionerne ophævet og Iran klar til igen at skrue op for oliehanerne – og dermed stjæle markedsandele fra bl.a. saudierne.

»Det er i saudiernes interesse, at Iran ikke kommer tilbage på markedet. Derfor kan de forsøge at øge udbuddet, så priserne falder og gør det mindre attraktivt for Iran at komme op i gear,« siger Tine Choi Danielsen.

Efter en periode med massive prisfald er olien igen kravlet opad, så den nu handles på samme niveau som i november i fjor – cirka 45 dollars pr. tønde. Ifølge Tine Choi Danielsen er prisstigningerne imidlertid skrøbelige, da de primært bygger på spekulation.

Udbuddet af olie er stadig alt for højt, påpeger hun.

De saudiske olieselskaber kan tåle en oliepris på under 20 dollars og stadig tjene penge, ifølge estimater. Til gengæld skaber de lave oliepriser et kæmpe hul i statskassen, fordi Saudi-Arabien bruger olieindtægter på at finansiere den offentlige sektor.

For at lukke hullet i de saudiske finanser, skal olieprisen op over 100 dollars. Den russiske statskasse kan nøjes med 80 dollars pr. tønde.

Begge lande har altså som udgangspunkt ingen interesse i at skrue op for produktionen, da det vil få olieprisen til at falde. Det mener Jens Nærvig Pedersen, senioranalytiker i Danske Bank.

»Jeg ser det ikke deres meldinger som en reel trussel. Det er et politisk spil,« siger han og understreger, at den ekstra olie, som eksempelvis Saudi-Arabien vil kunne udvinde, er af dårligere kvalitet og dyrere.

Ordkrigen mellem Rusland og Saudi-Arabien skaber imidlertid bekymring i andre olieproducerende lande. Venezuelas olieminister, Eulogio Del Pino, frygter, at olieprisen kollapser, hvis overproduktionen fortsætter.

»Lagerbeholdningen er allerede nået næsten 90 pct. af sin kapacitet. Vi kan få et kraftigt fald i olieprisen i løbet af de næste uger,« siger han ifølge nyhedsbureauet NTB og foreslår, at OPEC-medlemmerne igen diskuterer en fastfrysning af produktionen.

Artiklens emner
Tine Choi Danielsen
Jens Nærvig Pedersen