Fortsæt til indhold

Forbrugertilliden steg mere end ventet

Den danske forbrugertillid var højere end ventet i april.

Økonomi
Ritzau Finans

Overordnet steg forbrugertilliden til 5,5 fra 3,6 måneden før. Det fremgår af tal fra Danmarks Statistik. Ifølge et estimat indsamlet af Ritzau Finans havde økonomerne i snit ventet en indeksværdi på 4,0.

- Udviklingen i forbrugernes forventninger og detailhandlens omsætning følges typisk ad, dog let forskudt i tid. Den lille stigning i forbrugertilliden i denne måned antyder dermed, at salget i detailhandlen formentligt også vil stige inden for et par måneder, skriver Danmarks Statistik.

Indikatorerne for familiens situation og Danmarks økonomiske situation i dag er henholdsvis 6,7 og 8,8, hvor gennemsnittet for disse indikatorer i det seneste halve år er henholdsvis 5,8 og 9,4. Forventningerne til fremtiden steg til 5,0 fra 1,0 i marts.