Her har man ikke penge nok til at trykke flere pengesedler
Venezuela har så få penge, at man ikke længere kan betale dem, der skal lave flere.
Venezuelas mangel på næsten alt er ikke noget nyt.
Der er ikke nok af hverken bleer, reservedele til biler eller aspirin, og nu er landet også ved at løbe tør for pengesedler.
Det beretter Bloomberg News i en fortælling, der fremhæver, hvilket kaos der er skabt af den uhæmmede inflation, hvor det problemramte land kæmper med at få trykt nok pengesedler for at følge med det høje tempo i prisstigningerne.
De fleste kontanter, ligesom næsten alt andet i det olieeksporterende land, bliver importeret. Centralbankens reserver af hård valuta er faldet til et så kritisk lavpunkt, at den betaler de udenlandske pengeproducenter i et så langsomt et tempo, at leverandørerne har stoppet for yderligere forretninger. Venezuela er med andre ord så fattig, at landet ikke har nok penge til at betale for sine egne penge.
Historien begyndte sidste år, da præsident Nicolas Maduros regering forsøgte at stoppe det voksende valutaunderskud.
Der blev lagt multi-million-dollar store ordrer hos valutaproducenter forud for valget i december og juleferien, hvor borgerne væltede ind i bankerne for at hæve deres bonusser.
I sidste måned sendte britiske De La Rue, der er verdens største producent af valuta, et brev til den venezuelanske centralbank om, at den skylder 71 mio. dollar samt at den ville stoppe forretningen, hvis gælden ikke blev betalt.
Sidste år bad Venezuelas centralbank om 10 mia. pengesedler, hvilket er mere end de 7,6 mia. pengesedler den amerikanske centralbank bestilte sidste år til en økonomi, der er mange gange større.
Venezuelas inflation, der er verdens højeste, ventes i år ifølge IMF at stige til tæt ved 500 pct.

