Fortsæt til indhold

Et af Spotifys argumenter for at forlade Sverige er måske ved at smuldre

De høje svenske boligpriser har været afskrækkende. Men noget tyder på, at boomet er ved at bremse op.

Økonomi
Aktiefokus

Den svenske globale streamingtjeneste Spotify klagede i april over de svenske boligpriser.

Medstifter Daniel Ek advarede ligefrem de svenske myndigheder om, at det kan tvinge Spotify til at finde nye græsgange og ekspandere i andre lande.

I et åbent brev nævnte Spotify tre årsager til, at ekspansionen kan ske i New York i stedet for Stockholm: Mangel på boliger, mangel på programmører og til slut de manglende muligheder for at gøre medarbejdere til medaktionærer.

Meldingerne fra Spotify viser, at der er røre i den svenske andedam om boligpriserne. Priserne er blevet presset op i rekordhøje niveauer, hvor den negative rente har været en vigtig faktor for udviklingen sammen med en generel mangel på boliger.

Dog kan man have set toppen, hvis man spørger Sveriges største boligudlåner Swedbank.

Analytiker Jan Ihrfelt ser tegn på en top og måske endda også direkte fald i boligpriserne. Ihrfelt mener, at priserne i Stockholm har nået et niveau, hvor forbrugernes indkomst ikke længere kan følge med.

Nordea følger trop, og ser også en opbremsning i det svenske boligmarked, hvor renterne til nye boliglån ikke længere falder.

De svenske finansmyndigheder ser gerne, at bankerne strammer boligudlånene. Myndighederne frygter, at boligejernes udlån i forhold til indkomsten overstiger et niveau på 600 pct.

Bloomberg News nævner dog også, at man skal have i baghovedet, at de skandinaviske lande har et velfærdssystem, som minimerer tvangsauktioner, når krisen kradser.

Det nævnes, at selvom om der i Danmark sprang en boligboble i 2008, så var tvangsauktionerne på et begrænset niveau.

Artiklens emner
Spotify