Økonomer: Tyskerne ryster ikke i bukserne efter brexit
Den britiske befolknings ønske om at forlade EU lader ikke til at få tyskerne til at ryste i bukserne. Sådan lyder vurderingen fra økonomerne efter offentliggørelsen af det tyske erhvervstillidsindeks Ifo, der viste et meget beskedent fald fra indeks 108,7 i juni til 108,3 i juli.
Selv om der var tale om et lille fald, var indekset da også bedre end ventet af økonomerne, der ifølge Bloomberg havde ventet, at indekset ville lande på 107,5.
- Det er bestemt en positiv overraskelse. Ikke mindst med tanke på, at såvel vurderingen af den nuværende situation og forventningerne til fremtiden viser stor modstandskraft over for brexit-resultatet. Det står således klart, at tyskerne på ingen måde ryster i bukserne over brexit-resultatet, vurderer Tore Stramer, der er chefanalytiker i Nykredit Markets, i et notat.
Han påpeger, at snakken om brexit ellers har fyldt enormt meget i juli på finansmarkederne.
Men det lader altså ikke til at have påvirket det tyske erhvervsliv synderligt. Det nuværende forretningsklima steg marginalt til 114,7 fra 114,6 måneden før. Til sammenligning havde økonomerne her ventet indeks 114,0.
Endelig faldt forventningsindekset til 102,2 fra 103,1. Økonomerne havde ifølge Bloomberg dog her ventet et fald i forventningsindekset til 101,6.
- Det ser vi som en kærkommen påmindelse om, at vækstpotentialet i den tyske økonomi er stærkt i øjeblikket, fremhæver Nykredit-analytikeren.
Også hos Sydbank hæfter man sig ved, at den fortsat pæne stemning i de tyske virksomheder indikerer, at tysk økonomi foreløbig kun i behersket omfang er ramt af det britiske farvel til EU.
- Det vigtigste i forhold til tysk og europæisk økonomi bliver dog ikke Storbritanniens fremtidige tilknytning til EU, men EU's fremtid i det hele taget.
- Hvis det britiske EU-exit skaber udbredt frygt for, at hele EU er ved at gå i opløsning, vil hele den europæiske økonomi sandsynligvis bremse kraftigt op. Det er der foreløbig heldigvis ikke tegn på, påpeger Jacob Graven, der er cheføkonom i Sydbank, i en skriftlig kommentar.
Ritzau Finans