Usikkerhed om ejendomsskat preller af på boligmarkedet
Det går tilsyneladende ikke boligkøberne ret meget på, at usikkerheden om boligskatterne fortsat består.
Potentielle boligkøbere må indstille sig på, at de fortsat ikke ved, hvor meget de skal betale i ejendomsskatter fremover.
Regeringen har endnu ikke præsenteret det oplæg til en ny ejendomsbeskatning, som ellers var en del af 2025-planen.
Men det er tilsyneladende ikke gået ud over købelysten, fortæller relationschef Mads Ellegaard fra ejendomsmæglerkæden Home.
- Vi har ingen indikationer på, at det er tilfældet i forbindelse med den seneste debat om boligbeskatningen.
- Det skyldes efter min bedste overbevisning, at der er så mange bolde i luften for tiden, at man handler som hidtil.
Og usikkerheden har været der så længe, at den allerede er indarbejdet i markedet. Samtidig holder den uhyre lave rente en fin handelsaktivitet i gang, siger han.
Hos Nykredit maner Mira Lie Nielsen også til besindighed, selv om hun forventer, at der vil ske ændringer før eller siden.
- Der er ingen, der behøver frygte noget. Alle meldinger peger på, at der ikke er nogen, der har interesse i at trække bunden ud af boligmarkedet.
- Men der kommer en efterregning nogle steder, uden at vi præcis ved, hvor stor den bliver og hvor lang en årrække, den skal indfases over, siger hun.
I Nykredit måler man med jævne mellemrum, hvad boligejerne er mest bekymrede over. Boligskatter topper traditionelt listen.
Derfor er der formentlig også en del, som er på udkig efter en ny bolig, som bekymrer sig om konsekvenserne af en boligskattereform.
Til dem lyder det gode råd fra boligøkonomen:
- Køb efter behov og lad være med at tænke kortsigtet og gå efter en hurtig gevinst. Køb en bolig, som du også kan sidde i, du ikke behøver sælge om 3-4 år, fordi du får et barn eller får brug for mere plads.
- Og lad være med at købe helt til grænsen, så du har en buffer, hvis skatterne stiger voldsomt, siger Mira Lie Nielsen.
Hun mener ikke, at man på grund af usikkerheden behøver helt at udskyde et eventuelt køb, fordi der sagtens kan gå lang tid, før det fulde omfang af reformen er kendt.
Ritzau