Fortsæt til indhold

Italiensk nej kan blive »kæmpe jordskælv under hele den europæiske økonomi«

Det italienske nej har potentiale til at udløse en lavine, som kan betyde finansiel krise i Europa, forklarer Sydbank.

Matteo Renzi har efter søndagens afstemning forklaret, at han nu trækker sig som Italiens premierminister. Foto: Gregorio Borgia/AP
Økonomi

Knap er det italienske folks nej til en række forfatningsreformer blevet en realitet, før dommedagsprofetierne begynder at få liv blandt nogle af verdens økonomer.

Én af dem er Jacob Graven, cheføkonom i Sydbank. Han mener, at det italienske nej, der i øvrigt har ført til den italienske premierministers afgang, kan få fatale følger for europæiske økonomi og euro-samarbejdet.

»Italienernes nej og Renzis afgang som premierminister har potentiale til at starte en lavine, der kan udløse en finansiel krise i hele Europa. Investorernes skrækscenario er, at der kommer et hurtigt nyvalg, som bringer den eurokritiske Femstjerne-bevægelse til magten. Hvis Italien forlader euroen, vil det være et kæmpe jordskælv under hele den europæiske økonomi,« skriver Jacob Graven i en kommentar mandag morgen.

Italien er eurozonens tredjestørste økonomi efter Tyskland og Frankrig. Derfor vil det give rystelser, hvis italienerne vil ud af både EU og euroen. Men så galt behøver det dog næppe at gå, forklarer Jacob Graven med henvisning til de finansielle markeders bevægelse mandag morgen.

»Det afspejler både, at valgresultatet var ventet, og at de fleste forventer, at der nu kommer en EU-venlig teknokratregering. Investorerne har allerede i ugerne op til afstemningen taget forskud på det italienske nej ved at sælge italienske aktier og obligationer, så kurserne er faldet, og de italienske obligationsrenter er steget,« siger han.

En række internationale medier, herunder Financial Times, skriver mandag, at et italiensk "nej" ved folkeafstemningen kan føre til et kollaps for otte italienske banker som følge af markedsturbulens.

Én af de otte banker er Banca Monte dei Paschi di Siena, der er verdens ældste bank og i 2016 har oplevet mange nedture. Mandag morgen er der blevet indkaldt til krisemøde i banken.

I forvejen er italienske banker lige nu i krise, og den krise forventes altså blot at blive forværret af det stormvejr, der sandsynligvis vil komme ved et "nej" og en premierminister, som er gået af.

Artiklens emner
Jacob Graven
Matteo Renzi