Beskæftigelsen falder for første gang i årevis
Der blev færre danske lønmodtagere i juli. Tilbagegangen er midlertidig, lyder vurdering.
Det giver ikke anledning til panik, at beskæftigelsen for første gang i fire år viste tilbagegang i juli, vurderer flere økonomer.
I juli var antallet af lønmodtagere 1.200 lavere end i juni. Det er det første fald i lønmodtagerbeskæftigelsen siden foråret 2013, oplyser Danmarks Statistik.
- Der er ingen grund til panik over dagens tal, der ikke ændrer på vores forventning om fortsat stigende beskæftigelse over det kommende år. Samlet set peger de seneste data på, at væksten i Danmark er i rigtig god behold.
- Spørger man virksomhederne om deres forventninger til beskæftigelsen, så regner de i gennemsnit med at ansætte flere de kommende måneder, skriver Signe Roed-Frederiksen, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.
Niels Rønholt, cheføkonom i Jyske Bank, peger i en kommentar på, at nedgangen "kommer lidt ud af den blå luft", om end han heller ikke mener, at man skal lægge for meget i faldet.
- Statistikken er ekstra usikker hen over sommermånederne, hvor ferien kan spille ind. Set i det lys skal man ikke lægge alt for meget i nedgangen. Der er næppe tale om, at arbejdsmarkedet er ved at gå i bakgear, skriver Niels Rønholt.
Begge cheføkonomer peger på, at det er blevet sværere at finde den rette arbejdskraft ved de nuværende lave ledighedsniveauer.
- Der er dog ikke tegn på en egentlig overophedning af arbejdsmarkedet her og nu. Lønstigningerne er for opadgående, men er fortsat moderate.
- Det skyldes i høj grad, at arbejdsstyrken vokser løbende, som følge af allerede vedtagne jobreformer og tilgang af udenlandsk arbejdskraft. Det tager tilsammen toppen af presset på arbejdsmarkedet, vurderer Signe Roed-Frederiksen.

