Fortsæt til indhold

Danmarks konkurrenceevne står i stampe

Med en 12. plads er Danmark ikke i verdenseliten. Andre lande er mere aktive for at forbedre deres internationale konkurrenceevne, viser ny rapport.

Økonomi

For tredje år i træk står Danmark i stampe på en 12. plads i World Economic Forums årlige konkurrenceevnerapport Global Competitiveness Report 2017.

I det hele taget er dette års rapport, der netop er offentliggjort, karakteriseret af en høj grad af stabilitet. Enkelte lande bytter plads, som f.eks. USA, der i år har byttet 3. pladsen ud med en 2. plads. Den tilhørte i fjor Singapore, der nu har verdens tredjebedste konkurrenceevne.

»Nummer 12 i verden er ikke skidt, men det er en udsat position. Lande med høj konkurrenceevne er attraktive at handle med, så dybest set drejer rapporten sig om landenes muligheder for at skabe vækst og velstand for sine borgere. Her ligger alle de lande, som vi helst vil sammenligne os med, foran Danmark,« siger seniorspecialist Stig Yding Sørensen, Teknologisk Institut, der ved udarbejdelse af rapporten er World Economic Forums danske partner.

»Det kræver konstant tilpasning og udvikling at følge med – og vi har før gjort det langt bedre. I 2008 lå vi på en 3. plads, til gengæld var vi i 2013 nede at vende på en 15. plads. Selv om der er forbedringer at se i indikatorerne for Danmark, har de andre lande heller ikke stået stille,« føjer han til.

Global Competitiveness Report rangerer de enkelte lande på basis af 114 målepunkter, hvilket gør rapporten til den mest omfattende og konsistente måling af landenes konkurrenceevne.

Konkurrenceevne skal tænkes ind i alle sammenhænge. Det er ikke kun et ansvar for et erhvervsministerium eller et vækstministerium.
Stig Yding Sørensen, seniorspecialist, Teknologisk Institut

»Rapporten skal ses som et inspirationskatalog til ambitiøse regeringer, hvor man kan lære af de bedste. Man kan ikke ligge i spidsen på samtlige indikatorer, hvorfor der skal prioriteres og sættes ind, hvor det har størst effekt,« understreger Stig Yding Sørensen.

»Det særlige ved rapporten fra World Economic Forum, er at den måler konkurrenceevne væsentligt bredere og mere dybtgående end andre rapporter. Et land kan eksempelvis sagtens have en høj eksport, men hvis uddannelsessystemet ikke over tid kan imødekomme erhvervslivets behov, trækker det ned, eller hvis infrastrukturen er utilstrækkelig,« påpeger Stig Yding Sørensen og fortsætter:

»Konkurrenceevne skal tænkes ind i alle sammenhænge. Det er ikke kun et ansvar for et erhvervsministerium eller et vækstministerium. Det er lidt analogt til Dansk Industris årlige undersøgelser af de mest erhvervsvenlige kommuner. Her konkurrer Ikast-Brande og Herning i reglen om at være bedst, men et fællestræk for begge er, at erhvervslivets interesser og behov er tænkt ind i alle dele af den kommunale administration.«

Det samme tankesæt er nødvendigt, når det gælder konkurrenceevnen, mener Stig Yding Sørensen.

Som tilfældet har været i efterhånden mange år, er det skattetrykket og beskatningen af indkomster, der bidrager til at holde Danmark nede på en 12. plads, men det er kun en del af forklaringen.

I 2008 lå Danmark på en 3. plads og havde også dengang verdens højeste skattetryk, men da andre lande har brugt de forløbne ti kriseår til bl.a. reformer på skatteområdet, vil Danmark skulle kompensere på anden vis, hvis skattetrykket fastholdes.

Artiklens emner
World Economic Forum
Teknologisk Institut