Trumps skattereform skal få amerikanske virksomheder til at beholde pengene i USA
Donald Trump vil barbere en ordentlig bid af den amerikanske selskabsskat for at undgå, at amerikanske virksomheder sender kapital og produktion ud af landet. God idé, lyder det fra økonomerne.
Står det til den amerikanske præsident Donald Trump, skal det fremover være langt mere attraktivt for amerikanske virksomheder at beholde deres penge i USA i stedet for at sende dem ud af landet.
Som en del af det udspil til en skattereform, som præsidenten har annonceret onsdag aften, vil han bl.a. sænke den amerikanske selskabskat fra 35 pct. til 20 pct.
»Vi vil sænke vores selskabsskat til 20 pct. Det er lavere end mange andre industrialiserede lande. Det er en revolutionerende ændring for vores virksomheder,« siger Donald Trump onsdag aften.
Ifølge mediet Bloomberg har de amerikanske virksomheder i dag omkring 2.600 mia. dollars stående uden for USA’s grænser.
Men ifølge præsidenten skal det være slut nu.
Ud over en reducering af selskabsskatten indeholder præsidentens skattereform også en række andre initiativer, der skal lokke amerikanske virksomheder til at beholde deres penge i landet eller trække dem hjem fra udlandet.
»USA har i høj grad brug for en lavere selskabsskat. For den er både høj og meget let at undgå. Det er derfor vi ser, at mange store amerikanske virksomheder parkerer deres penge i andre lande. En høj skat, der er betalt af få, er en dårlig skat,« siger Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank.
Cheføkonom i Nordea, Helge J. Pedersen, er enig.
»USA har længe haft en af de højeste selskabskatter i OECD. Det har været et problem for USA, at virksomhederne har forsøgt at undgå den høje skattebetaling,« siger han.
Men det er ikke kun kapital, som amerikanske virksomheder har sendt uden for landets grænser. Også produktion er blevet sendt ud af USA, og den tendens kan en lavere selskabsskat måske være med til at vende, lyder vurderingen fra Helge J. Pedersen.
»Det her er et led i Donald Trumps overordnede America First-politik, der handler om at skabe flere arbejdspladser i USA. Så det vil bestemt få en betydning for amerikansk økonomi,« siger han.



