Fortsæt til indhold

Lyn-analyse: Halvkoldt ”kongetal” efterlader investorerne i vildrede

Fredagens jobrapport fra USA blev svagere end ventet og skaber fortsat tvivl om, hvorvidt den amerikanske økonomi er i recession - og om der venter en rentebombe senere i september.

Podcast

Forventningerne var enorme, og investorerne og økonomerne havde sat kæmpe kryds i kalenderen ud for i dag, hvor Bureau of Labor Statistics har løftet sløret for sin månedlige jobrapport - også kaldt ”kongetallet”.

Daniel Skinbjerg har været i podcast-studiet for at komme med en hurtig analyse af dagens tal. Du kan lytte herunder:

Jobskabelsen uden for landbruget i USA i august landede på 142.000 - en del lavere end de 165.000, som analytikerne spåede, og det har blot skabt mere tvivl om, hvorvidt den amerikanske økonomi har kurs mod en recession.

Jobrapporten er en central temperaturmåler for USA’s arbejdsmarked og økonomi og har enorm indflydelse på, hvad landets centralbank, Federal Reserve, har i sinde at gøre med renten, når afholder rentemøde senere i september – og i sidste ende har det konsekvenser for danske boligejere.