Fortsæt til indhold

Ejerlederne: Her er fordelen ved en langsom bestyrelse

Podcasten Ejerlederne går tæt på de virksomheder og ejerledere, der udgør rygraden i dansk erhvervsliv. Det er historier, vi sjældent hører, men som bidrager afgørende til en nuanceret forståelse af erhvervslivet herhjemme.

Anders Byriel, medejer og adm. direktør i Kvadrat. Foto: Benjamin Nørskov
Podcast
Podcastredaktionen

Mange ejerledere uden bestyrelse frygter, at en bestyrelse gør virksomheden langsommere.

Ifølge Center for Ejerledede Virksomheders seneste rapport om fordele og ulemper ved bestyrelser er netop tab af tempo og handlefrihed blandt de mest udbredte forventede ulemper ved at etablere en bestyrelse.

Men for Anders Byriel, adm. direktør og medejer af den danske designvirksomhed Kvadrat, er sagen en helt anden.

Det fortæller han i det nyeste afsnit af podcasten Ejerlederne, som Finans udgiver i samarbejde med Center for Ejerledede Virksomheder på CBS.

Gennem mere end 20 år har Anders Byriel stået i spidsen for Kvadrat, som i dag opererer globalt og beskæftiger tæt på 1.000 medarbejdere. Undervejs har en professionel bestyrelse været en vigtig sparringspartner:

»Jeg giver bestyrelsen en god del af kreditten for vores rejse. Vi har sparret rigtig meget med dem gennem årene,« siger han.

For Anders Byriel er værdien af en bestyrelse ikke, at den kontrollerer ledelsen. Værdien opstår, når erfarne mennesker udfordrer beslutningerne, før de bliver ført ud i livet. Nogle gange betyder det, at beslutninger tager længere tid.

Men det er ikke nødvendigvis et problem:

»Hvis bestyrelsen sender dig tilbage for at arbejde mere med en beslutning, er det ikke for at forsinke dig. Det er for at hæve kvaliteten,« siger han.

Hvor mange ejerledere frygter, at en bestyrelse vil begrænse deres handlefrihed, oplever Anders Byriel i stedet, at den skaber bedre beslutninger. Bestyrelsen bidrager med perspektiver, erfaringer og spørgsmål, som ledelsen ikke altid selv får stillet.

Det stiller samtidig krav til ejerlederen. Hvis bestyrelsen skal skabe værdi, skal den også have reel indflydelse:

»Man bliver nødt til at vinde med argumenter. Man kan ikke bare træffe beslutningen på forhånd og forvente, at bestyrelsen følger efter,« siger han.

I podcasten fortæller Anders Byriel også om, hvordan man sammensætter en bestyrelse, der bidrager med mere end kontrol, hvornår bestyrelsen bør involveres i beslutningerne, og hvorfor modspil ofte er mere værdifuldt end enighed.

For Anders Byriel er spørgsmålet i virkeligheden ikke, om en bestyrelse gør virksomheden langsommere; det er, om de vigtigste virksomhedsbeslutninger overhovedet bør træffes hurtigt.

Det – og meget mere – kan du høre om i det seneste afsnit af Ejerlederne.