Lyt til Bundlinjen: Her er Nordea-topchefens største frygt
I denne særudgave af Bundlinjen fortæller Nordea-topchef Mads Skovlund Pedersen om truslen fra cyberangreb, kriseplaner i skuffen og truslen fra en ny stor spiller i den danske bankverden.
Toldkrigen raser, og den geopolitiske usikkerhed har nået nye højder. Samtidig bliver der for alvor rykket rundt på magtbalancen i det danske banklandskab.
Bekymringerne står i kø, når man som Mads Skovlund Pedersen er topchef i en af landets største banker.
Men hvad frygter Nordea-topchefen mest?
»Jeg er jo bankmand, så jeg bekymrer mig generelt om alt hele tiden. Det ligger i naturen. Men der er et tema, som har krøbet sig ind den seneste tid, efter Nordea i efteråret blev ramt af et massivt cyberangreb,« siger Mads Skovlund Pedersen i podcasten Bundlinjen.
»Danmark som land er ikke forberedt godt nok til at imødegå et stort angreb,« tilføjer han.
Det kan du høre mere om i denne særudgave af Bundlinjen, der er optaget på Folkemødet på Bornholm, hvor Mads Skovlund Pedersen fortæller mere om truslen fra cyberangreb, kriseplaner i skuffen og truslen fra en ny stor spiller i den danske bankverden.
Deltagere:
- Mads Skovlund Pedersen, landechef for Nordea i Danmark
- Søren Linding, erhvervskommentator på Finans
Vært: Rasmus Bendtsen, nyhedsredaktør på Finans
Podcastredaktør: Kasper Søegaard

