Fortsæt til indhold

Ny podcast på Finans: Karriereklubben giver svar på de store dilemmaer på jobbet

Tusindvis af ansatte bøvler hver dag med store spørgsmål, dilemmaer og udfordringer på deres arbejde og i karrieren. Karriereklubben er en ny podcast på Finans, der giver svar.

Karriereklubben podcast, hvor iværksættere og erhvervsfolk giver deres perspektiv på lytternes dilemmaer. Vært på podcasten er Caroline Rossmeisl. Foto: Thomas Lekfeldt.
Karriereklubben

Hvordan får man genstartet sin karriere efter en fyring? Er det nu det rigtige tidspunkt at skifte job, eller går det for hurtigt? Skal jeg kaste mig ud i iværksætteriet, og holder min idé vand?

Spørgsmålene er mange og rumler i tusindvis af danskeres hoveder hver dag. For jobbet og karrieren fylder rigtig meget hos de fleste, og nu tager en ny podcast på Finans fat om dilemmaerne.

Karriereklubben får premiere mandag morgen og er en ugentlig podcast, hvor lytterne får svar på deres spørgsmål, udfordringer og dilemmaer fra et panel bestående af iværksættere og karrierefolk, der selv har prøvet at stå som enten ny iværksætter, som chef eller som ansat med mange af de samme problematikker inde på livet.

Karriereklubben blev startet i 2023 af tre venner med vidt forskellige karrierer kørende allerede. Caroline Rossmeisl, Nima Tisdall, og Andre Thormann stod alle tre i begyndelsen af et langt arbejdsliv med en masse spørgsmål, de havde svært ved at få svar på.

Derfor startede de podcasten Karriereklubben, hvor Caroline Rossmeisl som vært hver uge har tre paneldeltagere med i studiet, der svarer på spørgsmål og dilemmaer fra lytterne.

»Karriereklubbens mission er at hjælpe unge i deres karriere og tage fat på de temaer, vi alle støder på i arbejdslivet. Samarbejdet med Finans giver os en unik mulighed for at nå endnu længere ud og sætte Generation Z’s rolle på arbejdsmarkedet tydeligere på dagsordenen. At Finans allerede var lyttere af vores podcast var et kæmpe plus – det viser, at de forstår vores vision og tænker stort for Karriereklubben. Vi glæder os til at se, hvor fremtiden bringer os hen sammen,« siger Caroline Rossmeisl.

Karriereklubben er en podcast, hvor iværksættere og erhvervsfolk giver deres perspektiv på lytternes dilemmaer, og som sendes ugentligt hver mandag på Finans. Her holdet bag podcasten: Nima Tisdall, vært Caroline Rossmeisl og André Thormann. Foto: Thomas Lekfeldt.

Da podcastredaktør på Finans Kasper Søegaard fik nys om Karriereklubben, var han ikke et sekund i tvivl om podcastens potentiale ved at blive en del af podcastfamilien på Finans. Et samarbejde blev derfor hurtigt etableret, så Karriereklubben fremover udkommer som en del af Finans´ samlede podcastunivers.

»Jeg er meget glad for, at det er lykkedes at lande en aftale omkring Karriereklubben. Det er en god podcast, som passer forfriskende fint ind i Finans’ podcaststrategi, og så er det en ny måde for os at samarbejde med spændende podcastpionerer på. De kommer med både viden, oprigtigt engagement og energi, og jeg håber, at vi sammen kan udvikle podcasten og bringe den til et større publikum,« siger Kasper Søegaard i forbindelse med lanceringen af første afsnit af Karriereklubben her på Finans.

Hør første afsnit af Karriereklubben her, hvor Caroline Rossmeisl og gæsterne blandt andet kommer omkring, hvordan man undgår at blive for personligt involveret i sit konsulentarbejde, så man bevarer en faglig og professionel distance til projektet.

Panelet giver også bud på, hvordan man tager imod en tilbagevendt, stressramt kollega, eller hvordan man integrerer sig i et nyt arbejdsteam, hvor både aldersforskel og sociale kompetencer spiller en rolle.

Gæster:
* Ulla Sommerfeldt, Iværksætter og investor.
* Peter Sorgenfrei, coach og ceo, Sorgenfrei aps. og iværksætter.
* Moussa Mchangama – co-founder af In Futurum og forfatter.

Vært: Caroline Rossmeisl

Tilrettelæggelse: Nima Tisdall

Podcastredaktør: Kasper Søegaard