Ledelse med Louise Orbesen: Lars Sander Matjeka blev fyret som leder. Hvad der ventede ham, var en vild rutsjebanetur
I podcasten "Ledelse med Louise Orbesen" gæster Lars Sander Matjeka studiet. Han er aktuel med bogen Fodfæste, som handler om de år, der går fra fyringen som topchef, til han finder et nyt job.
I 2019 var Lars Sander Matjeka topchef for Aller Media i Danmark. I januar 2020 blev han fyret – og det skulle vise sig at tage Lars Sander Matjeka fem år at finde sit næste lederjob.
Lars Sander Matjeka er aktuel med bogen Fodfæste, som handler om de år, der går fra fyringen, til han finder et nyt job.
Da han blev fyret, tænkte han, at det nok ikke ville tage lang tid at komme i arbejde igen. Det måtte være et spørgsmål om netværk, fokus, struktur og vedholdenhed.
Men undervejs blev han klogere. Meget klogere.
Det blev en vild rutsjebanetur – og til tider også ubeskriveligt hårdt. Ikke kun for ham selv, men også for hans kone og børn.
I denne episode af Ledelse med Louise Orbesen fortæller han ærligt og modigt om de voldsomme konsekvenser, fyringen havde for hans selvforståelse – og for hans oplevelse af at miste fodfæste i livet.
Han fortæller, hvordan han begyndte at sælge ting fra huset – og til sidst også selve huset – for at få økonomien til at hænge sammen.
Hvordan han en dag gemte sig bag et busskur i regnvejr, fordi han ikke længere havde en firmabil og ikke kunne bære at føle sig arbejdsløs og magtesløs.
Og hvordan hans kone og børn både støttede ham i de sværeste stunder – og samtidig selv blev påvirket af den usikre og truende situation.
I dag har Lars Sander Matjeka et job, han er glad for. Men det er ikke det, der har givet ham fodfæste igen. Det er krisen – og det, den har lært ham – der har givet ham et nyt ståsted, som føles stærkere og mere meningsfuldt.
Lyt med i denne episode af podcasten, og hør en ualmindeligt ærlig og eftertænksom samtale om, hvad det gør ved et menneske at blive kastet ud i en krise, man ikke er sikker på, man kan finde ud af igen.
Vært: Louise Orbesen, ledelsesekspert.
Gæst: Lars Sander Matjeka, erhvervsleder og forfatter.
Podcastredaktør: Kasper Søegaard.


