Ledelse med Louise Orbesen: Langt de fleste topchefer er middelmådige
Hvad kendetegner den fremragende topleder fra den middelmådige? Det fortæller den tidligere ISS-topchef Waldemar Schmidt om i denne udgave af podcasten Ledelse med Louise Orbesen.
Tre ud af fire topchefer vurderer selv, at de hører til blandt de bedste af slagsen.
Sandheden er – ifølge en undersøgelse – at 80 pct. faktisk ikke er mere end middelmådige.
Hvorfor er afstanden mellem selvbillede og realitet så stor? Og hvad kendetegner den fremragende topleder fra den middelmådige?
I denne episode er Waldemar Schmidt – tidligere adm. direktør i ISS og mangeårig bestyrelsesprofil – gæst i studiet.
Han deler også sin test, der hjælper dig med at vurdere, om du har det, der skal til for at nå topposten – og hvor du skal udvikle dig.
Og så fortæller han også om, hvorfor så mange middelmådige chefer alligevel ender på piedestaler, hvordan man skelner substans fra storytelling, og hvad ambitiøse talenter bør gøre (og undgå) på vejen mod toppen.
Gæst i denne uge: Waldemar Schmidt, tidl. adm. direktør i ISS, mangeårig bestyrelsesprofil og forfatter til flere bøger om ledelse.
Vært: Louise Orbesen, ledelsesekspert.
Podcastredaktør: Kasper Søegaard.

