Fortsæt til indhold

Ledelse med Louise Orbesen: Fyret som topchef

Det er sjældent, at det bliver kaldt en fyring, når en topchef får sparket. Men hvorfor er det sådan? Det giver Jesper Magnusson, adm. direktør i Makio, sit bud på i denne udgave af podcasten Ledelse med Louise Orbesen.

Ledelse med Louise Orbesen
Redaktionen

Hvad sker der egentlig, når en topchef bliver fyret? Og hvorfor er netop denne type afskedigelser fortsat omgærdet af tabu, røgslør og strategisk formulerede pressemeddelelser?

Louise Orbesen har inviteret Jesper Magnusson, adm. direktør i Makio, i studiet.

Han har gennem mere end to årtier arbejdet med outplacementforløb for både topledere og medarbejdere – og han møder ofte direktører i deres mest sårbare øjeblikke.

I samtalen giver han et sjældent indblik i de første dage efter en fyring, i identitetstabet, i familiesituationen og i den lange vej tilbage til et nyt job.

Udgangspunktet er nye tal fra CBS, som viser, at en fyreseddel kan koste en direktør op mod 40 procent af indkomsten over de følgende fem år, og at kun få vender tilbage til samme lønniveau.

Ifølge forskningen skyldes det, at fyringen pletter direktørens ry. Men er det uundgåeligt? Eller kunne større åbenhed i processen – fra både virksomhed og direktør – faktisk være en hjælp frem for en hæmsko?

Sammen undersøger Louise Orbesen og Jesper Magnusson, om diskretion og kodesprog i virkeligheden gør situationen værre, og hvad der skal til for at komme helskindet videre fra et af karrierens mest afgørende brud.