Fortsæt til indhold

Overblik: Krisen mellem Catalonien og Spanien

Den politiske krise i Spanien er eskaleret efter en folkeafstemning 1. oktober om catalansk selvstændighed.

Politik
/ritzau/

Spanien er i politisk krise efter en forfatningsstridig afstemning 1. oktober om selvstændighed i regionen Catalonien.

Søndag meldte den afsatte catalanske selvstyreleder, Carles Puigdemont, og fire af hans tidligere ministre sig selv til politiet i Belgien.

Kort efter midnat til mandag valgte en belgisk undersøgelsesdommer at løslade de fem, mod at de ikke forlader Belgien.

Her er et overblik over krisen:

* 1. oktober:

Der afholdes folkeafstemning i Catalonien om løsrivelse af den delvist selvstyrende region. Spaniens forfatningsdomstol har på forhånd erklæret afstemningen ulovlig. Stemmeprocenten ender på 43 procent. 90 procent stemmer for løsrivelse.

* 10. oktober:

Selvstyrets leder, Carles Puigdemont, beder parlamentet om mandat til at udråbe selvstændighed.

* 11. oktober:

Efter et krisemøde i den spanske regering spørger premierminister Mariano Rajoy Cataloniens regering, om regionen faktisk har erklæret sig uafhængig eller ej.

* 16. oktober:

Puigdemont giver i et brev til Spaniens premierminister ikke noget klart svar på spørgsmålet fra Rajoy. Regeringen giver ham frist til 19. oktober.

* 19. oktober:

Da Puigdemont ikke kommer med et klart svar på spørgsmålet, meddeler regeringen i Madrid, at den gør klar til at udløse forfatningens artikel 155, som gør det muligt at sætte Cataloniens selvstyre ud af kraft.

* 27. oktober:

Spaniens senat stemmer for at aktivere artikel 155. Premierminister Rajoy opløser selvstyreregeringen og bebuder valg i Catalonien 21. december.

* 31. oktober:

Puigdemont er rejst til Belgien. Han afviser, at han er i landet for at søge politisk asyl.

* 3. november:

En domstol i Madrid udsteder en europæisk arrestordre på Carles Puigdemont og fire tidligere ministre, der er med ham i Bruxelles.

* 5. november:

Carles Puigdemont og hans fire tidligere ministre melder sig til politiet i Belgien klokken 09.17.

* 6. november:

Kort efter midnat til mandag - efter et ti timer langt retsmøde - beslutter en belgisk undersøgelsesdommer at løslade Carles Puigdemont og de fire eksministre, mod at de ikke forlader Belgien.

Dommeren beslutter også, at der skal være et nyt retsmøde i sagen inden for 15 dage.

Kilder: AFP, Reuters, dpa og BBC.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Carles Puigdemont