Politik
0

Polakker kaldes hjem fra Danmark for at arbejde

»Vi vil have dem tilbage,« siger Polens ambassadør i Danmark. Så må vi hente arbejdskraft uden for EU, siger danske arbejdsgivere.

Den polske ambassadør i Danmark, Henryka Mościcka-Dendys, rejser med egne ord i polakkernes spor rundt i Danmark for at overbevise mange af de knap 40.000 polske arbejdere på danske virksomheder om, at tiden er kommet til at vende hjem. Der er brug for dem, løn- og arbejdsvilkår er blevet bedre, og regeringen lokker med flere nye tiltag. Foto: Gregers Tycho

Gratist, Registreret: TOOL Oplåst artikel - prøv Finans

Siden EU's østudvidelse i 2004 har danske virksomheder i stor stil nydt godt af, at 2,4 mio. polakker er søgt mod vest for at finde arbejde. Knap 40.000 polakker arbejder i dag i Danmark, men det skal være slut nu, hvis det står til den polske regering.

Polen har selv brug for arbejdskraften.

Ledigheden er endnu lavere end i Danmark, og polske virksomheder skriger mindst lige så højt på arbejdskraft som de danske. Derfor er det ifølge den polske ambassadør i Danmark, Henryka Mościcka-Dendys, en politisk prioritet for regeringen og en del af hendes opdrag i København at få polakkerne hjem.

»Vi vil have dem tilbage. Vi mangler folk inden for bl.a. byggeriet og i social- og sundhedssektoren. Den polske økonomi blomstrer, og vi er nødt til at hente arbejdskraft uden for EU,« siger hun.

Polen har udstedt arbejdstilladelser til næsten 1 mio. ukrainere. Dertil kommer arbejdere fra Hviderusland, andre tidligere sovjetrepublikker og Asien.

På kort sigt er målet at hente i alt 200.000 polakker hjem. Hvor mange, der skal hjem fra Danmark, vil ambassadøren ikke sætte tal på, men det er et »betydeligt« antal, siger hun.

Henryka Mościcka-Dendys rejser nu rundt i Danmark for at fortælle landsmænd, at der er brug for dem, og for at lokke med flere nye tiltag. Polen tilbyder særlig hjælp til skolesøgende børn, og den polske udgave af børnechecken er blevet væsentligt mere rundhåndet.

Adm. direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Jacob Holbraad understreger, at udenlandsk arbejdskraft – og ikke mindst de mange polakker – er afgørende for danske virksomheder.

»Det er en meget alvorlig advarsel om, at vi kommer til at hente arbejdskraft uden for EU, og at det er den helt forkerte vej at gå, når et flertal uden om regeringen nu ad flere omgange har begrænset adgangen til det danske arbejdsmarked,« siger han.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) mener, at så klar tale fra den polske ambassadør bør være en øjenåbner for, hvor presserende det er at få løst udfordringerne med mangel på arbejdskraft.

»Vi kan ikke tro, at vi bare kan blive ved med at hente arbejdskraft i Polen,« siger han.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også