Brexit/EU-præsident: Nu er der kun ti dage tilbage
Nu er der kun ti dage tilbage.
Ti dage til at gøre de fremskridt, der skal til, for at et topmøde i december kan beslutte at indlede forhandlinger om fremtidens forhold mellem EU og Storbritannien.
Det er meldingen fra EU-præsident Donald Tusk, efter at han fredag i Bruxelles har holdt møde med den britiske premierminister, Theresa May.
- Tilstrækkelige fremskridt i brexit-forhandlinger er mulige på topmøde i december. Men stadig en gigantisk udfordring, skriver Donald Tusk.
- Vi skal se fremskridt fra Storbritannien inden for ti dage på alle emner, inklusiv Irland, skriver han.
Theresa May, siger, at hun har haft "positive samtaler" om exit-processen i Bruxelles fredag.
- Der er stadig emner, der skal løses, siger hun.
- Men der har været en meget positiv atmosfære i samtalerne. Og en ægte følelse af, at vi ønsker at bevæge os fremad sammen, siger hun.

