Cypern har for længst gjort det, som regeringen afviser som umuligt
Løkke-regeringen kalder det umuligt, men Cypern har fjernet retten til familiesammenføring.
Mens regeringen afviser et kernekrav fra Dansk Folkeparti med henvisning til konventionerne, viser det sig, at Cypern allerede har indført netop den retstilstand, som DF kræver.
Cypern, der både er medlem af EU og har underskrevet Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, suspenderede allerede i 2014 retten til familiesammenføring for den gruppe af flygtninge, der ikke er omfattet af flygtningekonventionen.
Netop det, som Dansk Folkeparti har krævet siden partiets sommergruppemøde i august – og senest i de tumultariske forhandlinger om udlændingestramninger.
»Hvis der allerede er et andet EU-land, der gør det, vi ønsker, så burde regeringen have fortalt os det. Og så bør vi også kunne gøre det,« siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl.
Dansk Folkeparti har krævet, at retten til familiesammenføring bliver suspenderet eller forlænget. Det skal gælde den særlige gruppe af flygtninge – hovedsaligt fra Syrien – på omkring 4.200, der har fået »midlertidig beskyttelsesstatus«. I dag skal de vente tre år, før de kan få familien til Danmark.
Regeringen har konsekvent afvist DF’s forslag med henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og retten til et familieliv.
På Cypern har meget få fået dispensation fra reglerne på grund af humanitære årsager. Og landets retspraksis er ikke blevet indbragt for menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.
Højesteret godkendte i november den danske treårig venteperiode, og domstolen i Strasbourg har aldrig forholdt sig til spørgsmålet.
»Det gør det sværere for den danske regerings jurister at give et klart svar på, hvor snittet skal ligge,« siger direktør for Institut for Menneskerettigheder, Jonas Christoffersen.
Det får Dansk Folkeparti til at kræve, at regeringen genovervejer partiets forslag.
Men udlændingeminister Inger Støjberg (V) støtter sig fortsat til sine jurister.
»Vurderingen er klart, at det vil være i strid med konventionerne.«


