Regeringen vil lempe reglerne for udenlandsk arbejdskraft
Arbejdstagere fra lande uden for Europa skal have lettere adgang, nyuddannede fra Sydeuropa skal lokkes til Danmark, og udenlandske studerende skal blive efter endt uddannelse, mener beskæftigelsesministeren.
Manglen på arbejdskraft begynder at koste danske arbejdspladser, og det bliver Folketinget nødt til at forholde sig til, lyder det fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).
»Flere og flere virksomheder siger nej til ordrer, og nogle begynder at overveje, om deres virksomhedsudvidelse skal ligge i Danmark. Vi er der, hvor manglen på arbejdskraft begynder at koste danske arbejdspladser, og det må Folketinget forholde sig til,« siger Troels Lund Poulsen.
Han bebuder en ny strategi for international rekruttering, som både skal lette adgangen til det danske arbejdsmarked for borgere fra lande uden for EU og tiltrække arbejdstagere fra EU. Dermed lægger regeringen endnu engang op til diskussion om udenlandsk arbejdskraft.
Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har to gange gennemtrumfet det stik modsatte - nemlig stramninger i reglerne for udenlandsk arbejdskraft, siden Venstre vandt regeringsmagten i 2015.
Hidtil har svaret fra Socialdemokratiet været efter- og videreuddannelse, men med indgåelsen af en ny trepartsaftale med fagbevægelsen og arbejdsgiverne dur det svar ikke længere, mener Troels Lund Poulsen.
»Med trepartsaftalen er der lukket ned for den kritik,« siger han.
Svaret er dog fortsat uddannelse, mener beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen (S).
»Regeringen skærer stadig ned på uddannelse, fordi den hellere vil bruge pengene på skattelettelser. Det er tudetosset, at vi ikke sørger for at uddanne de danskere, der skal have et løft, inden vi begynder at importere arbejdskraft,« siger han.
Heller ikke Dansk Folkeparti vil være med. Tiden er ikke til at importere arbejdskraft, fastslår beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted (DF).
Samtidig med lempeligere regler vil regering gå på charmeoffensiv blandt nyuddannede i Sydeuropa, hvor ungdomsarbejdsløsheden stadig er høj. Ligesom udenlandske studerende skal fastholdes i Danmark efter eksamen.
Det er på høje tid, mener adm. direktør for Dansk Arbejdsgiverforening Jacob Holbraad.
»I dag siger virksomhederne nej til ordrer. Det næste er, at de fravælger produktion i Danmark, fordi de ikke kan skaffe kvalificeret arbejdskraft. Det vil koste job, vækst og velfærd,« siger han.