0

FOA: Nu gør vi klar til konflikt

Forhandlingerne om en ny overenskomst for de offentligt ansatte er sat på stand-by. Det får nu fagforeningen FOA til at gøre klar til en konflikt, hvor mindst 15.000 vil strejke.

FOA's forbundsformand Dennis Kristensen rasler nu med sablen og beder sine medlemmer om at forberede sig på konflikt. Foto: Jørgen True/Studie-E

Kalenderen skulle have været fuld af møder mellem arbejdsgiverne i den offentlige sektor og fagforeningerne. En ny overenskomst skal forhandles på plads, og det går normalt i gang for fuld sving lige efter nytår.

Men denne gang er det anderledes, for et krav fra fagforeningerne har fået sat processen i stå. Og derfor går fagforeningen FOA nu i gang med at forberede sig på en konflikt. Det oplyser FOA til Finans.

Kravet fra lønmodtagernes side er, at KL er begyndt på ’reelle forhandlinger’ med skolelærerne om deres arbejdstid. Før det er sket, ligger forhandlingerne om en ny overenskomst i den offentlige sektor stille.

»Forhandlingerne er særligt komplicerede denne gang. Vi har indgået en musketéred, og den fastholder vi. Men når der ikke umiddelbart er tegn på, at lærerne og kommunerne nærmer sig hinanden, må vi forberede vores medlemmer på, at forhandlingerne kan ende i en konflikt,« udtaler FOA’s formand Dennis Kristensen.

Derfor bliver der nu sendt besked ud til tillidsrepræsentanterne på offentlige arbejdspladser i hele Danmark om at gøre sig klar til en strejke. Helt konkret skal der laves lister over, hvem der skal blive hjemme, hvis forhandlingerne går helt i hårdknude, og fagforeningerne trække strejke-kortet.

Ud af de knap 150.000 ansatte i den offentlige sektor, der er organiseret hos FOA, forventer man at udpege mellem 10 og 15 pct. til at strejke, altså mindst 15.000 personer under FOA’s paraply alene.

Kommer KL og lærerne i gang med forhandlinger, og resten af de offentlige sektor dermed også er klar til at mødes med modparten, er der dog stadig mange faldgruber. Størst uenighed er der om lønudviklingen i den offentlige sektor kontra den private, samt om retten til betalt frokostpause.

BRANCHENYT
Læs også