Politik
0

6.000 udenlandske specialister lægger 1 mia. kr. i statskassen om året

Den mest benyttede ordning for rekruttering af udenlandsk arbejdskraft er »en god forretning« for Danmark.

Finansminister Kristian Jensen (V) havde gerne set, at man havde fastholdt den gamle grænse i beløbsordningen på 375.000 kr. Derfor håber han, at en ny analyse fra Finansministeriet vil få Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet til at tænke over, om det var klogt at sætte grænsen op til 418.000 kr. om året. Foto: Casper Holmenlund Christensen

Kampen om at åbne døren til arbejdsmarkedet for flere udlændinge spidser til og kan udløse et nyt slagsmål mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

Når regeringens disruptionråd mødes i næste uge, vil regeringen fremlægge en ny analyse fra Finansministeriet, som ifølge ministeriet viser, at den såkaldte beløbsordning er »en god forretning« for Danmark.

Analysen viser, at de knap 6.000 udlændinge, der opholder sig i Danmark på beløbsordningen, samlet bidrager med knap 1 mia. kr. netto til statskassen om året.

Regeringen har bebudet, at den inden længe vil »teste Folketinget« med forslag til at hente flere udlændinge.

»Jeg håber, at analysen kan få nogle til at tænke over, om det var klogt, at de satte beløbsgrænsen op. Tallene viser klart, at Danmark tjener på den,« siger finansminister Kristan Jensen (V).

Beløbsordningen er arbejdsgivernes mest benyttede model for at hente specialiserede udlændinge, men et flertal uden om regeringen bestående af Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har ad to omgange tvunget regeringen til at stramme ordningen og bl.a. hæve beløbsgrænsen.

Ordningen giver adgang til det danske arbejdsmarked for borgere uden for EU, som tjener mere end 418.000 kr. om året.

Dansk Folkeparti afviser at lempe beløbsordningen. Tværtimod skal grænsen hæves til 500.000 kr. om året. Udlændingeordfører Martin Henriksen mener, at Finansministeriets analyse minder om »bestillingsarbejde«.

»Regeringen bruger regnedrengene i Finansministeriet til at fremstille sin politik på en måde, så den fremstår som en god forretning for Danmark,« siger han.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) ønsker beløbsgrænsen sænket.

»Den største udfordring for danske virksomheder og for dansk økonomi er rekruttering af kvalificeret arbejdskraft, og derfor ønsker vi, at beløbsordningen bliver lempet,« siger Jacob Holbraad,  adm. direktør i DA.

BRANCHENYT
Læs også