Politik

Melania er den mest populære Trump

Den amerikanske førstedame er det mest populære medlem af Trump-familien.

Førstedame Melania Trump er mere populær end sin mand. Foto: David J. Phillip/AP

Et år inde i Donald Trumps præsidentperiode er det førstedame Melania Trump, der er det mest populære medlem af Trump-familien. Det viser en undersøgelse foretaget af YouGov blandt 1.500 amerikanere.

48 pct. af amerikanerne har et positivt syn på Melania Trump, og hver tredje har et negativt syn på hende, og det gør hende til det eneste medlem af Trump-familien, hvor flere har en positiv opfattelse end en negativ. Mens Donald Trump bliver opfattet positivt af 43 pct. af den amerikanske befolkning, bliver han opfattet negativt af 52 pct.

Det mindst populære medlem af Trump-familien er Donald Trumps svigersøn Jared Kushner, der er gift med Ivanka Trump. Blot hver fjerde amerikaner har et positivt syn på Kushner, mens 44 pct. har et negativt syn på ham.

Han blev udnævnt som rådgiver for sin svigerfar, kort tid før Donald Trump blev indsat som præsident i januar 2017. Kushner er blandt andet blevet kritiseret for i forbindelse med sin sikkerhedsgodkendelse til Det Hvide Hus ikke at have oplyst om sine møder med russiske embedsmænd under Trumps valgkampagne.

Læs mere om Donald Trump på jyllands-posten.dk.

Læs også