Fortsæt til indhold

LO og FTF har stemt ja til at gå mod storfusion

Nu skal samtidige kongresser den 13. april træffe den endelige beslutning om en ny fagforeningskæmpe.

Politik

Den 13. april bliver skæbnedag i fagbevægelsen.

LO's hovedbestyrelse og forretningsudvalget i FTF har fredag formiddag begge stemt ja til at indkalde til samtidige kongresser i Odense den dato for at nedlægge sig selv og danne en ny stor hovedorganisation for 1,5 mio. lønmodtagere.

Det er dog langt fra det samme som, at en ny fagforeningskæmpe også ser dagens lys i april.

Mens beslutningen om at indkalde til kongresserne kun krævede simpelt flertal i LO og FTF, vil en beslutning om at nedlægge sig selv og fusionere kræve kvalificeret flertal med to tredjedele ja-stemmer begge steder.

I LO er landets største fagforening, 3F, imod en fusion ligesom enkelte mindre LO-forbund også er imod. Til sammen er de dog lige akkurat ikke nok til at stille sig i vejen for en fusion.

I FTF ligger spørgsmål om, hvorvidt en fusion kan gå igennem kongressen mere åbent.

Mens store FTF-forbund som lærerne og pædagogerne er for, er bl.a. Finansforbundet imod. Og Dansk Sygeplejeråd tager først stilling til en fusion på en selvstændig kongres inden den store FTF-kongres.

Derfor kan en fusion stadig falde, men både LO- og FTF-forbund har flirtet med tanken om at skifte hovedorganisation, hvis fusionen ikke bliver til noget. Resultatet kan derfor blive opbrud i både LO og FTF.

LO-formand Lizette Risgaard, der er kandidat til posten som formand for en ny organisation, glæder sig over, at der er flertal for at indkalde til kongres.

»Forbundene og hovedbestyrelsen i LO har haft en god debat om grundlaget for en ny hovedorganisation. Jeg synes, vi er nået frem til et stærkt grundlag for at beslutte, om vi skal etablere en ny hovedorganisation for lønmodtagerne i Danmark,« siger Lizette Risgaard.

Også FTF-formand Bente Sorgenfrey håber på et ja i april.

»Det er en historisk mulighed for fagbevægelsen. Lønmodtagerne i Danmark kan få en meget stærk stemme - med en solidarisk vision og en handlekraftig organisation,« siger hun.

I løbet af de seneste to år har en fælles politisk styregruppe mellem LO og FTF udarbejdet et forslag til grundlag for en eventuel ny hovedorganisation.

En ny hovedorganisation vil have virkning fra den 1. januar 2019.

Artiklens emner
LO
FTF