Politik
0

Truslen om storkonflikt er reel: Regeringen sender lockoutvarsel mod store dele af staten

Innovationsminister Sophie Løhde (V) sender nu lockoutvarsel mod de statsansatte, hvilket kan påvirke store dele af erhvervslivet som bl.a. slagterierne og togdriften.

Innovationsminister Sophie Løhde (V sender nu lockout mod store dele af staten. Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup

Innovationsminister Sophie Løhde (V) sender nu lockoutvarsel mod store dele af de statsansatte, som ikke er udtaget til at strejke. Det kan ramme store dele af erhvervslivet som bl.a. slagterier og togdriften.

Efter at have talt på knapper og gennemgået konsekvenserne af at svare igen på fagforeningernes beslutning om at varsle strejke på statens område, svarer regeringen onsdag igen. Fagforeningerne har udtaget ca. 10 pct. af de ansatte i såvel staten som kommunerne og regionerne til strejke, men langt flere vil nu blive omfattet af en konflikt.

I alt ca. 120.000 ansatte i staten lockoutes ud af de 130.000, som det var muligt, fortæller Sophie Løhde.

»Jeg er fuldt ud klar over, at lockoutvarsel er et stort skridt. Men når de faglige organisationer agerer på denne her måde og nøje udvælger strejkemål, som vil ramme helt afgørende dele af det danske samfund, så ser jeg desværre ingen anden udvej,« siger Sophie Løhde.

Strejke- og nu også det første lockoutvarsel er en konsekvens af de sammenbrudte overenskomstforhandlinger for 750.000 ansatte i staten, regionerne og kommunerne. Forligsmand Mette Christensen har nu overtaget forhandlingerne, men hvis det heller ikke lykkes hende at få parterne til at bøje sig mod hinanden, har store dele af det danske samfund kurs mod storkonflikt fra 10. april.

Kilde: Moderniseringsstyrelsen

Kommunerne og regionerne har endnu ikke besluttet, om de også vil svare igen med lockout. Men kommunerne træffer deres beslutning i eftermiddag, og Kommunernes Landsforening har en formuleret politik om at svare igen på en strejke med lockout.

Kommunernes topforhandler, borgmester Michael Ziegler (K), gjorde det klart allerede i sidste uge, da fagforeningernes strejkevarsel blev besluttet, at kommunerne ikke ville acceptere en nålestiksoperation mod bestemte kommuner.

Det er dog netop, hvad mange af fagforeningerne på det kommunale område har valgt ved at udtage alle de ansatte i enkelte kommuner til strejke frem for at sprede de 10 pct. strejkende ud over alle kommuner. Således står Michael Zieglers egen kommune, Høje Taastrup, til at blive ramt af omfattende strejke blandt pædagoger, skolelærere, sosu'er og mange andre, hvis konflikten bryder ud. Samme skæbne står andre af KL's topfolk, som f.eks. Herning-borgmester Lars Krarup (V) til at lide.

På statens område er fagforeningerne også gået målrettet til værks ved f.eks. at udtage Finansministeriets departement og Justitsministeriets lovafdeling til strejke.

Internt i regeringen har man dog ifølge Finans' oplysninger set med større bekymring på beslutningen om også at sende strejkevarsel mod Banedanmark - og dermed togdriften i Danmark, ligesom varslet om strejke i veterinærkontrollen vækker bekymring for slagteriernes mulighed for at fungere under en strejke.

Kilde: Moderniseringsstyrelsen

BRANCHENYT
Læs også