Fortsæt til indhold

Norges statsminister: USA er den største trussel mod frihandlen

Norges statsminister Erna Solberg kalder det samtidig et »paradoks«, at det er det kommunistiske Kina, der lige nu forsvarer frihandlen over for USA.

Politik

Det er ikke ofte, at statsministeren i et skandinavisk land langer kraftigt ud efter den amerikanske præsident. Ikke destro mindre var det tilfældet, da den norske statsminister, Erna Solberg (Høyre), fredag holdt tale ved partiets landsmøde.

»Det er et stort paradoks, at det er USA, som fremstår som den største trussel mod frihandlen - og at det er det kommunistiske Kina, som fremstår som en af de fremmeste forsvarere af den,« sagde Erna Solberg fra talerstolen ifølge det norske medie Dagens Næringsliv.

USA’s præsident Donald Trump har sat gang i en verserende toldstrid med Kina, som er på nippet til at udvikle sig til en egentlig handelskrig mellem de to lande.

Sent torsdag dansk tid udviklede sagen sig yderligere, efter at de to lande gennem den seneste tid har skiftedes til at true med - og indføre - straftold på en række varer.

USA’s præsident Donald Trump har bedt de amerikanske handelsmyndigheder om at se på, hvorvidt man kan indføre yderligere tariffer for 100 mia. dollars på kinesiske varer.

Skulle handelskrigen udvikle sig yderligere, vil det have store konsekvenser for verdenshandlen - og dermed også Norges økonomi.

»Det vil ramme mange lande hårdt, heriblandt Norge,« lyder det fra Erna Solberg.

»Historisk har perioder med udbredt protektionisme ført til tilbagegang, krig og konflikt. Det er et spor, der skræmmer mig.«

Artiklens emner
Høyre (Norge)
Erna Solberg