Politik
BREAKING
0

Amerikanske læsere har en glubende appetit på Trump

Siden januar har tre bøger om Trump ligget øverst på USA's mest prestigefyldte bestsellerliste. Den tidligere FBI-direktør James Comeys bog, der udkommer tirsdag, ventes at blive den fjerde.

Foto: AP Photo/Andrew Harnik

Drømmer du om at stryge til tops på de amerikanske bestsellerlister, så følger her et godt råd: Skriv en bog om Trump.

Siden januar har samtlige bøger, der har ligget nummer et på New York Times prestigefyldte bestsellerliste over nonfiktion, haft én ting tilfælles: De har alle handlet om USA’s præsident Donald Trump.

Det skriver CNN.

Foreløbig har tre forskellige bøger, der alle har Trump som omdrejningspunkt, taget førstepladsen på listen, og skaren forventes om kort tid at blive udvidet til fire.

Den tidligere FBI-direktør James Comey, der blev fyret fra posten i maj sidste år, udkommer tirsdag med bogen A Higher Loyalty, der allerede inden udgivelsen har skabt masser af medieomtale - ikke mindst fordi bogen har bragt præsident Trump helt op i det røde felt.

I bogen sammenligner James Comey bl.a. Trump med en mafiaboss, og det har fået præsidenten til tasterne på Twitter, hvor han bl.a. har kaldt Comey for en »slimeball«.

Første oplag af bogen, der forventes at blive revet ned fra hylderne, er trykt i 850.000 eksemplarer. Dermed vil Comeys bog med stor sandsynlighed fortsætte tendensen med, at Trumps navn på omslaget sælger bøger.

I starten af januar erobrede Michael Wolffs bog Fire and Fury førstepladsen på listen. Bogen, der gav et indblik i Trumps første år i Det Hvide Hus, skabte omfattende medieomtale allerede inden udgivelsen, hvilket smittede af på salget.

Bogen lå øverst på bestsellerlisten indtil marts, hvor en anden Trump-bog vippede den af pinden. Denne gang var det bogen Russian Roulette, der handlede om Trumps forhold til Putin og Rusland, der indtog førstepladsen.

Den måtte for nyligt overdrage førertrøjen til Jennifer Palmieris bog Dear Madam President: An Open Letter to the Women Who Will Run the World. Palmieri var kommunikationschef for Hillary Clintons præsidentkampagne, og bogen handler især om nederlaget til Trump i valgkampen i 2016.

BRANCHENYT
Læs også