Professor: Forligsmanden erklærer sammenbrud tirsdag
Alt peger i retning af, at forligsmanden ikke kan finde en løsning, mener professor Henning Jørgensen.
Forligsmanden har opgivet at lave et fælles forslag for stat, regioner og kommuner. Sådan lyder vurderingen fra professor Henning Jørgensen, der er arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet.
- Jeg kan kun tolke det i retningen af, at der ikke er nogen parter, der vil give forligsmanden mulighed for at strikke et løsningsforslag sammen for både stat, regioner og kommuner.
- Og når der ikke er det, så er der kun én ting at gøre for forligsmanden, og det er at erklære forhandlingerne for brudt sammen, og så får vi en storkonflikt, siger Henning Jørgensen.
Mandag aften blev forhandlerne på det statslige område endnu engang sendt hjem fra Forligsinstitutionen uden et resultat.
Forhandlingerne om overenskomsten for 2018 genoptages tirsdag klokken 10.00, hvor parterne fra regioner og kommuner også er indkaldt.
Alle parter insisterer på, at det kun er Forligsmanden, der må bruge ordet sammenbrud.
- Der er kun én, der kan erklære sammenbrud, og det er forligsmanden, siger innovationsminister Sophie Løhde (V), der forhandler på statens vegne, foran Forligsinstitutionen mandag aften.
Mere eller mindre ordret blev den sætning gentaget af chefforhandler for de statsansatte Flemming Vinther og chefforhandler for de kommunalt ansatte Anders Bondo Christensen.
Mens ingen af forhandlerne vil tage ordet sammenbrud i brug, så kommer der ikke meget optimisme at spore i udtalelserne efter mandagens forhandlinger.
- Forhandlingerne er åbenlyst ikke gået godt, når vi har måttet konstatere, at vi ikke kommer videre. Og at forligsmanden har været enig. Så er det jo rigtig, rigtig skidt, siger Anders Bondo Christensen og fortsætter:
- Vi skal ind igen i morgen. Håbet er vel, at der kommer noget der, der kan skubbe gang i noget, som vi ikke kan se på nuværende tidspunkt.
- Der er ingen tvivl om, at dette her er rigtig alvorligt. Der skal virkelig ske noget ekstraordinært i morgen.
Flemming Vinther er ikke mere optimistisk.
- Vi har vurderet ud fra de positioner, hvor vi står nu, at der ikke er noget perspektiv i at fortsætte forhandlingerne, siger han.
På spørgsmålet om, hvorvidt opgaven nu lyder på at finde indrømmelser, eller om kravene fra fagbevægelsen står helt fast, svarer Flemming Vinther:
- Ikke for at være fræk, men hvad tror du, vi har brugt de sidste to måneder på?
/ritzau/