FTF og Akademikerne afviser tilbud - LO overvejer et ja
To ud af tre grupper på lønmodtagernes side har valgt af sige nej til et tilbud på regionernes side.
Dele af lønmodtagerne på regionernes område har natten til onsdag valgt at sige nej til et forslag. Andre dele bliver i Forligsinstitutionen og overvejer at takke ja til tilbuddet.
Det oplyser chefforhandler for lønmodtagerne på regionernes side, Grete Christensen.
FTF-formand Bente Sorgenfrey kom ud og forklarede, at det er forbundene under FTF og Akademikerne, der siger nej.
I en anden position står LO-fagforbundene, der, mens Grete Christensen og Bente Sorgenfrey forlod Forligsinstitutionen, blev og overvejede at sige ja til det tilbud, der natten til onsdag ligger på bordet.
- Jeg synes, det er drøn-ærgerligt. Jeg så gerne, at vi var enige om, hvad vi gik efter, siger Lars Qvistgaard, der er formand for Akademikerne.
- Vi har hele tiden gået efter en overenskomstsikret ret til spisepause. Der kan jeg konstatere, at det er andre villige til at slå sig til tåls med.
Han kaldte situationen "irriterende". Forhandlingsfællesskabet fortsætter forhandlingerne for en anden aftale, oplyser han.
Chefforhandleren for lønmodtagerne på regionernes område, Grete Christensen, erklærede natten til onsdag sin skuffelse over LO-grupperne.
- Jeg er overrasket. Vi har set mange udtalelser de seneste dage. Fællesskabet har betydet rigtig meget, siger Grete Christensen.
- Jeg synes, at Dennis (Kristensen, formand for FOA, red.) tidligere har været meget klar om, at vi gik ind sammen og gik ud sammen. Han har talt meget ind i fællesskabet. Lige nu og her tyder det på, at det ikke betyder så meget.
Det er klokken 01.45 ikke bekræftet, om LO-grupperne har sagt ja til det tilbud, som FTF og Akademikerne har sagt nej tak til.
/ritzau/