Politik

Løkkes rokade: Ellemann, Eva Kjer og en overraskelse

Søren Pind og Esben Lunde Larsens efterfølgere præsenteres onsdag formiddag for dronningen på Amalienborg.

Foto: Jens Dresling Jakob Ellemann-Jensen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Ministerrokaden er på plads, og statsministeren har trukket en kanin op af hatten.

Lars Løkke Rasmussen (V) har valgt at hive erhvervsmanden og iværksætteren Tommy Ahlers ind i regeringen som ny uddannelses- og forskningsminister.

Eva Kjer Hansen gør comeback på ministerholdet som ny minister for fiskeri og ligestilling og nordisk samarbejde.

Og Venstres populære politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, får endelig indfriet ministerdrømmen som ny miljø- og fødevareminister.

Dermed er rokaden afgrænset til Venstre. Konservative og Libeal Alliance beholder deres folk på de nuværende poster.

»Glad for at byde Tommy Ahlers, Eva Kjer Hansen og Jakob Ellemann-Jensen velkommen på ministerholdet! Tre stærke profiler som jeg glæder mig til at arbejde endnu tættere sammen med,« skriver Løkke.

Samtidig stopper en anden Ellemann, nemlig Karen Ellemann, som minister for fiskeri og ligestilling og nordisk samarbejde. Løkkes håb er, at hun bliver ny gruppeformand for Venstres folketingsgruppe.

Den 42-årige Tommy Ahlers sidder som medlem i regeringens disruptionsråd, og det fortsætter han med, nu i sin funktion som uddannelses- og forskningsminister, oplyser Statsministeriet. Han vil stille op for Venstre ved det kommende folketingsvalg.

Ahlers var i 2005 med til at lancere onlinetjenesten ZYB, som senere blev solgt til Vodafone. Mange tv-seere kender nok Tommy Ahlers fra DR's iværksætterprogram "Løvens Hule".

Søren Pind meddelte tirsdag, at han helt forlader politik, da han ikke længere har samme gnist som før. Han føler sig tømt.

Samtidig bekræftede han over for Berlingske, at han var kandidat til posten som direktør for Det Kongelige Teater, som i stedet gik til Kasper Holten.

Rygterne om Pinds exit har svirret længe, så nyheden kom ikke som den store overraskelse på Christiansborg. Det gjorde til gengæld nyheden om, at Pinds ministerkollega Esben Lunde Larsen også trådte ud af regeringen.

Den til tider ganske omstridte miljø- og fødevareminister har besluttet ikke at genopstille til næste valg, og derfor valgte han at fratræde sin ministerpost efter godt et år, skrev han selv.

En afsked, der vækker glæde hos miljøorganisationen Greenpeace:

»Vi græder tørre tårer over, at Esben Lunde Larsen nu takker af efter en ministertid, der har været præget af en uhørt prioritering af det industrielle landbrug og kvotekonger i fiskeriet over miljøets bedste interesser. Den danske natur har igen og igen stået som taberen, og vi håber, at statsministeren benytter anledningen til at dele ministeriet op for at sikre miljøet en selvstændig stemme i regeringen,« siger Mads Flarup Christensen, generalsekretær i Greenpeace Norden, i en kommentar.

Søren Pinds afløser i Folketinget bliver den garvede venstremand Martin Geertsen, som i dag sidder i regionsrådet i hovedstaden. Han vil særligt kæmpe Københavns sag på Borgen.

Og der er mere rokade.

Venstres nuværende gruppeformand Søren Gade stopper, da han stiller op til Europa-Parlamentet til maj næste år.

Allerede i februar meddelte Søren Gade, at han var klar til at afgive gruppeformandsposten i forbindelse med en eventuel ministerrokade. Den tidligere forsvarsminister fortsætter dog i Folketinget, indtil det kommende folketingsvalg udskrives.

Venstres folketingsgruppe vælger ny gruppeformand torsdag. Lars Løkke Rasmussen håber, at valget falder på Karen Ellemann.

Læs også