Politik

Ny aftale: Nu kan du tjene mere på at leje din bolig eller bil ud

Grænserne for, hvor meget danskerne må tjene på at leje deres biler og boliger ud, bliver hævet, lyder det fra skatteminister Karsten Lauritzen (V). Samtidig lægges der loft over, hvor mange dage man må leje sin bolig ud.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) har et nyt deleøkonomi-forlig på plads. Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup

Danskerne får ret til at tjene mere ved at dele deres biler, boliger osv. - men samtidig skal det sikres, at de virksomheder, der står for deleøkonomien også betaler skat.

Sådan lyder hovedtankerne i det deleøkonomiforlig, der netop er kommet på plads mellem regeringen, S, R og DF.

»Det er lykkedes at lande en god aftale med en bred kreds af partier, hvor vi sikrer at deleøkonomien kan vokse, og at danskerne kan dele deres bil, båd og bolig, men også at virksomhederne betaler skat,« lyder det fra skatteminister Karsten Lauritzen (V) i et interview med TV 2 News.

Ifølge en pressemeddelelse fra Skatteministeriet er der sat 90 mio. kr. årligt af til at finansiere forliget, der blandt andet indebærer at:

  • Bundfradraget ved udlejning af sommerhuse forhøjes fra 21.900 kr. til 40.000 kr. årligt. Kun 60 pct. af den indkomst, der overstiger bundfradraget, beskattes som kapitalindkomst.

 

  • Det nuværende bundfradrag for udlejning af helårsboliger forenkles til 28.000 kr. årligt. Som det gælder for sommerhuse, vil kun 60 pct. af den indkomst, der overstiger bundfradraget, blive beskattet som kapitalindkomst.

 

  • Ret til privat kortidsudlejning af helårsboliger i op til 70 dage om året uden kommunens samtykke, såfremt udlejning kun sker gennem en tredjepart, der indberetter udlejerens fulde lejeindtægter til skattemyndighederne. Den enkelte kommune kan beslutte, at borgerne kan korttidsudleje deres helårsboliger i op til 100 dage årligt, med mindre de konkrete forhold på det lokale boligmarked taler imod.

 

  • Der indføres et nyt bundfradrag for udlejning af bil, båd, campingvogn, autocamper eller camplet på 10.000 kr. Indkomst, der overstiger bundfradraget, beskattes som personlig indkomst.

Kilde: Skatteministeriet.

Der afsættes ifølge ministeriet samtidig 10 mio. kr. til øget kontrol fra Skats side på områderne, og samtlige de nye regler kræver, at udlejningen sker via en platform, der har en aftale med Skat:

»Det er en væsentlig pointe, at alle de nye bundfradrag betinges af, at udlejningen sker gennem en tredjepart – fx en deleøkonomisk platform eller et udlejningsbureau – der indberetter udlejernes fulde lejeindtægter til skattemyndighederne,« lyder det i ministeriets pressemeddelelse.

BRANCHENYT
Læs også