Radio24syv flyttes fra København til Vestdanmark
Mindst halvdelen af de redaktionelle medarbejdere skal have base vest for Storebælt.
Som en del af en ny medieaftale skal Radio24syvs hovedsæde flyttes fra København til Vestdanmark, oplyser kulturminister Mette Bock (LA).
- Vi har lagt op til meget markante besparelser på Radio24syv. De besparelser bliver på tre procent om året i hele forligsperioden på fem år.
- Derudover bliver en stor del af Radio24syv, inklusiv hovedsædet, flyttet til Vestdanmark. Vi sikrer dog, at der fortsat er en redaktion i København, sådan at de signaturprogrammer, som har gjort, at Radio24syv har fået så godt fat i danskerne, kan fortsætte, siger kulturministeren til Ritzau natten til fredag.
- Men hovedvægten bliver altså lagt på, at en stor del af Radio24syv skal flyttes vest for Storebælt, siger hun og tilføjer, at det endnu ikke vides hvor til.
Den nye medieaftale er indgået mellem regeringen og Dansk Folkeparti for perioden fra 2019 til 2023.
Blandt aftalens hovedpunkter er bedre vilkår for de digitale nyhedsmedier, to nye public service-kanaler, en forøgelse af public service-puljen, øget støtte til den regionale og lokale nyhedsformidling, en afskaffelse af licensen, støtte til dansk film samt en fokusering af DR.
Fra Dansk Folkeparti er kulturordfører Alex Ahrendtsen og medieordfører Morten Marinus især tilfredse med, at aftalen styrker de regionale og lokale medier, og at der bliver skabt nye medier vest for Storebælt.
- Medieaftalen giver derfor lokale og regionale nyhedsmedier et økonomisk løft, også til de små helt lokale distrikts- og ugeaviser, siger hun.
Det maksimale årlige støttetilskud til de trykte nyhedsmedier øges, så lokale og regionale medier tilgodeses i forhold til de landsdækkende nyhedsmedier.
25 millioner kroner øremærkes årligt fra 2020 til 2023 til en pulje, der skal styrke distrikts- og ugeaviser i hele Danmark.
/ritzau/